En 31-årig mand fremstilles i dag, onsdag, i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg. Han er sigtet for afgivelse af skud herunder besiddelse af et skydevåben i Nordborg tirsdag aften. Skyderiet skulle være sket omkring klokken 19.
Vi fik tirsdag klokken 19.57 anmeldelser fra flere personer om skud omkring Stationsvej, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Skuddet menes at være afgivet mod et køretøj i nærheden. Ingen personer er kommet til skade ved skudafgivelsen.
Politiet anholdt tirsdag aften den formodede gerningsmand. Den foreløbige efterforskning tyder på, at der er tale om en intern uoverensstemmelse.
Efterforskningen af sagen fortsætter. Har du set hændelsen omkring Stationsparken ved Netto og Kvickly i Nordborg tirsdag aften, eller har du andre oplysninger til sagen, bedes du kontakte politiet på tlf. 1-1-4.
Den Mobile Politistation er til stede ved Netto og Kvickly i Nordborg i dag frem til klokken 14. Her kan borgere henvende sig for en snak med politiet, ligesom man også kan videregive eventuelle oplysninger til politiet.


