SDU-studerende sendte deres egen raket 2000 meter op

SDU-studerende sendte deres egen raket 2000 meter op
Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

I fire år har ingeniørstuderende ved SDU Sønderborg arbejdet i stilhed, men nu har de affyret deres første store raket fra en militærbase på Rømø – og beviser, at fremtidens rumteknologi kan bygges lokalt med loddekolber og stædighed.

Vi skruer tiden tilbage til tirsdag den 7. juli. Scenen er den militære affyringsrampe på Rømø. En kort nedtælling – og så brager raketten ’Firestarter’ op gennem skyerne. Hjemmebygget. Højhastighed. 2.000 meter op. Et sug i maven. Det er ikke NASA, men Als Rocketry Club fra Sønderborg, der står bag opsendelsen. En raket udviklet og bygget helt fra bunden af lokale ingeniørstuderende. Opsendelsen er kulminationen på fire års arbejde.

“Det her var ikke bare en test. Det var kulminationen på hundredvis af timer med design, elektronik, forbrænding og fejlfinding, men når man ser blikket i de studerendes ansigt, så er det, det hele værd,” siger Arkadiusz Goszczak, underviser og initiativtager til raketklubben.

“Hele raketten er vores egen. Det er vores hænder, der har bygget den. Og det er vigtigt for os. At se den flyve med 912 kilometer i timen og ryge op i 1983 meters højde var et af de mest spændende øjeblikke i mit liv,” uddyber han.

Fra drengedrøm til ingeniørprojekt

Als Rocketry Club blev grundlagt i 2020, og siden da har ambitionerne taget fart. Hvad der begyndte med sukkerbaserede hobbyraketter, er i dag et teknologisk eksperimentarium i særklasse. Klubben har testet raketmotorer, eksperimenteret med flydende brændstof og drømmer nu om at ramme 9.000 meters højde – og ikke mindst at deltage i den internationale konkurrence, EuRoC, i Portugal.

“Det handler ikke kun om raketter – de er bare mediet. Det handler om ingeniørarbejdet bag”, siger Alan Mażul, studerende og medlem af klubben gennem to år.

“Vi bygger, fejler og lærer – og for hvert skridt fremad bliver usikkerhed til mod. Det er den dér følelse af at opdage noget nyt, der driver os videre”,

Et laboratorium for fremtidens ingeniører

Projektet rummer både rumteknologi, ledelse og samarbejde. De studerende arbejder på tværs af mekanik, elektronik, software og projektledelse. Udover at pleje deres interesse for rumfart, så viser det fremtidige, potentielle arbejdsgivere, hvad de studerende virkelig kan.

“Ved at lære af vores undervisere og medstuderende, kan vi sammen rykke klubben fremad. Det er praktisk, det er virkeligt – og helt ærligt, det er bare fedt”, siger Alan.

Men bag kulissen har vejen været ujævn. Klubben har måttet navigere i økonomiske benspænd, manglende lokaler og pandemier. Men med støtte fra campusleder Horst-Günter Rubahn og sponsorater fra lokale aktører har Als Rocketry Club nu affyret deres første store projekt – og blikket er rettet opad.

Fremtiden er flydende – og lokal

Als Rocketry Club  arbejder nu videre med at udvikle flydende raketmotorer – en langt mere kompleks teknologi – og planlægger næste opsendelse, hvis budgettet rækker.

“Vi mangler ikke ideer – jeg har en gruppe dygtige og topmotiverede studerende, der hele tiden kommer med nye projekter og forslag. Desværre er det økonomien, der sætter grænsen for, hvilken retning vi kan gå i”, siger Arkadiusz.

Als Rocketry Club søger fortsat sponsorer og samarbejdspartnere, der vil være med til at sikre næste skridt. For som de siger med glimt i øjet:

“Selvom vi flyver hurtigere end en Formel 1-bil kører, så er det stadig billigere at få en reklame på siden af vores raket end Lewis Hamiltons racerbil”.

Læs også...  Nu starter renoveringen af Nordals Skolen

Se videoen her:

GÅET GLIP AF .. ?