Skoleelever fik en fornemmelse af kurs, kompas, vind, sejl og sejlads

Skoleelever fik en fornemmelse af kurs, kompas, vind, sejl og sejlads
Eleverne prøvede at styre en sejlbåd. Foto · af: Bo Bach

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Der er rigtigt meget vand i Sønderborg Kommune og der er rigtigt mange steder, hvor både børn og voksne har mulighed for at prøve at sejle. Et af stederne er Sønderborg Yacht Club, hvor der også er hold for nybegyndere.

Onsdag formiddag var elever fra Sønderskov-Skolen på besøg i sejlklubben i Sønderborg, hvor de lærte en smule om sejlsport.

“Gennem nogle øvelser lærte de at binde knob, bruge kompas, styre en optimistjolle – som stod sikkert på land”, siger Thomas Bjørn-Lüthi fra eSailing, som sammen med en fra yachtklubben har sat et program sammen for skoleelever.

“Ved at bruge eSailing-programmet lærte eleverne også at tage højde for vind og sætte en kurs – og det er der en del matematik i, fordi det handler om vinkler”, siger Thomas Bjørn-Lüthi til Nært & Nyt.

For Sønderborg Yacht Club handlede det selvfølgelig om at vise klubben og mulighederne for at sejle frem for skoleeleverne, som fik et rigtigt godt tilbud:

“Vi sejler tirsdage og torsdage fra klokken 17 og er på land igen senest klokken 20. Kom og prøv at være med. Vi har det udstyr, som I skal bruge – og ender det med, at I melder Jer ind i klubben, så skal I ikke betale kontingent resten af året”, lød det fra et sejlklubmedlem.

Annika og Isabelle fra Sønderskov-Skolen overvejer at dukke op en aften og sejle med.

“Det kan sagtens ske. Dagen i dag har været hyggelig og sjov. Vi lærte noget om knob og om at være i en båd. Vi lærte at bruge kompas, lærte at dreje og meget andet”.

Thomas Bjørn-Lüthi har besøgt flere skoler rundt om i landet – og har også været i udlandet – for at give skoleelever en oplevelse i, hvor sjovt og spændende, det er at sejle.

Det er Nordea Fonden, Sønderborg Kommune og Hempel, som har gjort det muligt at inspirere skoleelever, så der i sidste ende kommer sejlere ud af det.

Læs også...  Kom i Ungecentret og hør om ungdomsuddannelserne
Politisk annonce – Enhedslisten
POLITISK REKLAME
Sponseret af Enhedslisten
(Kommunalvalg 2025)

GÅET GLIP AF .. ?