Blokkene står næsten lige her op til kommunalvalget og Slesvigsk Parti ser i Epinions meningsmåling, at de bliver tungen på vægtskålen. Men i stedet for at vælge side, vil partiet bruge sin position til at samle Sønderborg – ikke splitte den.
I en pressemeddelelse her på Nært & Nyt sagde Slesvigsk Partis politiske ordfører, Stephan Kleinschmidt, at Kirsten Bachmann vil være den rette borgmester i den kommende byrådsperiode.
Da meningsmålingen kom forleden var alle enige om at den var meget, meget usikker og ja nærmest ubrugelig til at forudse noget som helst. Det mener jeg fortsat den er og jeg har ikke tænkt mig at lægge noget konstituerings-puslespil før den 18. november ved 23-tiden”, siger borgmester Erik Lauritzen til Nært & Nyt.
”Jeg hæfter mig ved, at Slesvigsk Parti ønsker et samarbejdende byråd og kontinuitet. Det ønsker jeg også for Sønderborg og det er det, jeg har sikret i denne periode og i øvrigt gennem snart 12 år. Jeg og mit hold arbejder målrettet på at opnå et godt valgresultat, der igen gør Socialdemokratiet til det naturlige borgmesterbærende parti”.
Venstres borgmesterkandidat vil selv være borgmester
Heller ikke hos Venstre er man klar til at udråbe Kirsten Bachmann til borgmester.
”At Slesvigsk Parti og Kirsten Bachmann har ambitioner på egen vegne, kan jeg ikke fortænke dem i. Men som borgmesterkandidat for Venstre, og en meningsmåling viser dødt løb mellem de to traditionelle blokke, et Slesvigsk Parti på bare et mandat samt at 47 procent af vælgerne som ikke har taget stilling til, hvor deres kryds skal sættes den18. november, så er der meget arbejde for, men det gør ikke mine mål og ambitioner om, at indtage borgmesterstolen mindre”, siger borgmesterkandidat Jimmy Simonsen til Nært & Nyt.
”For mig som borgmesterkandidat og Venstre er det glædeligt at der rækkes ud til samarbejde- det vil glæde mig, at kunne samle byrådet på bedste vis i Sønderborg kommune, til et reelt bredt samarbejde, hvor alle byrådets medlemmer og partier tages med på råd, alle gode ideer kan bruges og hvor positivt samspil er i højsædet, så Sønderborg Kommune kan løftes og udvikles”.
“Og Slesvigsk Parti skal huske på, at en konstituering kun kan laves på et oplyst grundlag, det har vi først den 18. november når vælgerne har talt”, siger Jimmy Simonsen.



