Snart tages første spadestik til ny Rema 1000

Snart tages første spadestik til ny Rema 1000
Pressefoto · af: Sønderborg Kommune

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Havnbjergcentret skal blive til boligområde, området skal forskønnes med nye, grønne områder. I efteråret blev lokalplanen for en ny dagligvarebutik på hjørnet af Piledamsvej og Nordborgvej godkendt. I slutningen af uge 50 er der første spadestik for Rema 1000, så Havnbjerg igen får en dagligvarebutik i Havnbjerg By.

”Sønderborg Kommune har de senere år arbejdet benhårdt for at udvikle Havnbjerg, så området bliver endnu mere attraktivt for borgerne og tilflyttere. Det glæder mig, at en ny dagligvarebutik er på vej, og nu tager kommunen sammen med boligforeningen endnu et skridt mod omdannelsen af Havnbjerg med nye boliger”, siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.

Der arbejdes på, at den tomme ejendom, der tidligere rummede Coop365, skal opkøbes og rives ned. På den måde bliver der plads til nye, almene boliger.

Der er også planer om, at den aflukkede viadukt under Piledamsvej til Tjørning fyldes op og dermed fjernes helt. Der kommer et grønt område mellem det tidligere center og den nye dagligvarebutik.

De eksisterende butikker og liberalt erhverv i området bevares. Alt sammen for at skabe et trygt og attraktivt område.

”Jeg ser frem til samarbejdet med boligforeningen om at skabe attraktive og bæredygtige boliger, som skal være med til at styrke den indsats, vi har gennemført på Nordals”, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik, By og Boligudvalget.

Op til 70 boliger

Boligselskabet DANBO ønsker at bygge 50-70 boliger i to etaper. Der skal laves en lokalplan for boligområdet, inden byggeriet kan gå i gang.

”Jeg glæder mig til samarbejdet med Sønderborg Kommune om at gøre Havnbjerg mere attraktiv og give området nye, gode boliger. Jeg tror, nye boliger og en ny dagligvarebutik kan give området et stort løft”, siger Niels Thomsen, der er formand for DANBO.

Sønderborg Kommune samarbejder med foreningen Aktivt Havnbjerg Sogn om flere projekter, som skal gøre området mere attraktivt for beboere og tilflyttere.

Læs også...  Kom til åbent hus i STARKs nye udlejningsafdeling

GÅET GLIP AF .. ?