Sønderborg Kommune indtager igen i år en placering i toppen som Danmarks syvende mest erhvervsvenlige kommune. Over de seneste 10 år har Sønderborg Kommune bevæget sig støt og kontinuerligt op ad ranglisten – fra en lav placering i 2015 til en imponerende top-10-placering i både 2024 og 2025. Sidste år landede Sønderborg på en 6. plads, og løb med titlen som Jysk mester i fremgang.
”Jeg er rigtig godt tilfreds med den solide placering i top ti, vi har indtaget for andet år i træk. At vi endnu engang placerer os i toppen viser, at vores målrettede arbejde over 12 år med at skabe et gunstigt miljø for vores virksomheder virker”, siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse
”Erhvervsundersøgelsen understreger, at vi er i den absolutte top, når det gælder tiltrækning af kvalificeret og international arbejdskraft, hvor vi i 2025 ligger som de allerbedste i Danmark. Men vi hviler ikke her; vi arbejder målrettet videre med at gøre Sønderborg til et attraktivt sted at leve, bo og arbejde, og derfor har vi vedtaget en masterplan for bosætning og erhverv i Sønderborg Kommune. Den siger, at vi i 2030 skal have 77.000 indbyggere og 2.000 flere jobs. Det skal være med til at imødekomme vores demografiske udfordringer, som DI påpeger i sin undersøgelse”, siger han.
”Vores indsatser er ligesom et maraton. Konditionen er blevet stabilt bedre, for udviklingen i Sønderborg Kommune de seneste mange år viser, at vores vedvarende fokus på erhvervsvenlighed fungerer. Det er ekstremt godt, at vi både statistisk – men også i oplevelsen hos virksomhederne – kan sætte tjek ved vores arbejde med at sikre både kvalificeret og international arbejdskraft”, siger formanden for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Kjeld Stærk.
”Med den sammensætning, vi har af arbejdspladser i kommunen, er det helt essentielt for videre vækst og flere arbejdspladser. Og der skal lyde stor tak til alle parter, der bidrager til dette, for sammen er vi bare stærkere. Jeg er selvfølgelig lidt skeptisk over for vores placering i kategorien kommunal administration, hvor vi ikke scorer så højt som ønsket. Det skyldes udelukkende en dårlig placering i forhold til byggesagsgebyr, som byrådet indførte for et par år siden. Det vil jeg foreslå, at vi får kigget på”, siger han.
Resultaterne i undersøgelsen efterlader også et rigtig godt indtryk hos formanden for Sønderborg Vækstråd, Michael Snerling.
”Som formand for Sønderborg Vækstråd er jeg glad og stolt over, at Sønderborg Kommune har en så god erhvervsvenlighed, som DI’s undersøgelse viser – særligt at virksomhederne generelt har et meget positivt syn på kommunens tilgang til samarbejdet med erhvervslivet. Det er samtidig meget glædeligt, at vi klarer os så godt på uddannelsesområdet”, siger han.
”Det er utrolig dejligt at se, at flere søger ind på en erhvervsuddannelse og de videregående uddannelser, for det sikrer, at vi fortsat kan uddanne kvalificeret arbejdskraft i regionen. Vi er en stærk industrikommune, og det er rigtig godt, hvis vi har knækket den kurve, så flere unge vil være ingeniører, maskinmestre, smede, elektrikere og lignende. Samtidig svarer virksomhederne, at de oplever et styrket samarbejde gennem praktikker og virksomhedsbesøg. Vi skal fortsat intensivere indsatsen mellem erhvervslivet og skolerne, så vi kan skabe bedre rammer for de unge, så de får lyst til at tage en erhvervsuddannelse eller lignende”.


