I eftermiddag klokken 13:30 står Sønderjyskes håndboldherrer overfor TMS Ringsted i Jyske Bank Boxen i Herning. Det gælder semifinalen i Final 4 – og de to hold mødtes i Herreligaen i tirsdags – hvor TMS Ringsted vandt 30-25.
Hvis du ikke er en af alle dem, som kører til Herning for at bakke de lyseblå op, så kan du se kampen på TV2 fra klokken 13:25.
Når Sønderjyske og TMS Ringsted har spillet, så gælder det Aalborg mod GOG.
Finalerne spilles søndag – og bronzekampen fløjtes i gang klokken 13:30 og efter den spilles der om guldet.
“Sønderjyskes håndboldherrer er et fyrtårn, som gør os stolte og nu skal holdet til Herning og spille Final 4”, sagde borgmester Erik Lauritzen forleden i håndboldholdets erhversklub – og han viste et foto fra håndboldlandsholdets modtagelse på Rådhuspladsen i København.
“Så storslået en modtagelse kan vi nok ikke give, men hvis vores håndboldhold tager pokalen med hjem i morgen, søndag, så laver vi et eller andet”, lovede borgmesteren.


