Sønderjyske Herrehåndbolds sportschef, Jacob Bagersted, fortalte i dag, søndag, medlemmerne i håndboldklubbens erhvervsklub lidt om, hvad der sker i kulisserne i klubben, lidt om altdet, vi andre, som følger kampene, ikke ser.
“Vi har spillet tre kampe på 10 dage og I har set 3 x 60 minutters håndbold og i den seneste kamp på hjemmebane, der manglede vi det sidste, selvom vi op til kampen havde gjort alt det rigtige. Spillerne manglede tænder og skarphed”, sagde sportschefen og fortsatte:
“Efter hjemmebane-nederlaget skulle vi til Holstebro og her var optakten ikke den bedste. I dagene op til kampen fik to spillere nogle småskader og på dagen meldte en spiller sig syg. Det gjorde at resten af holdet rykkede sammen i bussen og der var både gnist og gejst i Holstebro, hvor vi fik begge point”.
Chefens maskinrum
Jacob Bagersted fortalte så, at hans opgave sportschef også er at tænke på de næste et til tre år.
“Så jeg har en hulens masse telefonsamtaler med spilleragenter og vi vil gerne have dygtige spillere, som har lyst til at være her”, sagde han.
“Og så er jeg rundt og holde oplæg om eliteidræt og uddannelse. Her kunne det være dejligt med værtsfamilier, som kunne hjælpe 17-19-årige, som gerne vil komme og prøve håndbold. Det er vigtigt, at de unge, som kommer, de trives, så vi skal finde værtsfamilier, som kan sikre, at de har det godt”, sagde Jacob Bagersted.
Han fortæller, at det ville have været fint med et eliteidræts-collge.
“Men sådan et har vi ikke – i hvert fald ikke endnu”.
Efter at have nydt god mad fra Bones, hyldet Christina Buster Nissen og hørt om nogle af sportschefen tanker, så skulle de lyseblå spille imod GOG.
En kamp som tippede GOGs vej og sluttede med et nederlag på 29-35.

