I denne weekend arbejder virkeligt engagerede elever intenst på Statsskolen, hvor de har travlt med at få alting på plads til premieren på musicalen, Here We go Again. Premieredagen er den 23. januar, altså på fredag.
“Indtil nu har vi arbejdet på musicalen i mindre grupper og det er første gang, vi er samlet og det er ret sjovt at se, hvad de andre har arbejdet med”, siger billedkunstlærer Ida Kristiansen Kaadt til Nært & Nyt. Hun holder gang i holdet, som laver kulisserne, hvor en af eleverne er Josefine Dam.
“Det er både hyggeligt og spændende at være her i weekenden. Jeg har aldrig været med til at male noget i den størrelse og så er jeg også med til at sætte lys. Det er virkeligt spændende”, siger Josefine Dam.
En anden lærer fortæller, at musicalen er et godt projekt.
“Eleverne løfter i flok og gør hinanden bedre”.
Elever og lærere arbejder tæt sammen i månederne op imod premieren med både sang, musik, replikker, instruktion, dans, kulisser og meget andet – og alle glæder sig til at præsentere Here we go again og publikum kan vente sig et brag af en oplevelse med en masse ABBA-sange.
Igennem cirka 25 år har det været fast tradition, at Sønderborg Statsskole opfører en årlig musical.

