I Ringriderfestens Arenakomité er der en regel, som siger, at formænd skal gå af, når de bliver 65 år – og formand Stig Klausen har besluttet, at han giver stafetten videre under Herrefrokosten i dag, mandag.
“Jeg er knap 65 år, men jeg vil stoppe, inden jeg bliver for gammel”, siger han til Nært & Nyt og fortæller, at det er Jacob Moos, som tager over.
Stig Klausen har været formand for Arenakomiteen siden 2016.
“Det har været en fantastisk oplevelse at være med og den ville jeg ikke have været foruden, selvom der også har været meget arbejde – og heldigvis har jeg en forstående familie, som levede med, at ferierne blev skubbet lidt i de år”, siger Stig Klausen, der bliver som menigt komité-medlem.



