Mandag aften kl. 19 fik Ullerup Frivillige Brandværn en alarmmelding: Person fastklemt – landbrugsredskab, Avnbøløstenvej.
Ved første øjekast virkede situationen overskuelig, men ved ankomsten viste det sig hurtigt, at opgaven var langt mere krævende. Udover den fastklemte landbrugsmedhjælper, der var sad fast under baghjulet på en traktor, skulle brandfolkene også håndtere en anden akut fare – en voldsom brand hærgede i maskinhuset.
Som om det ikke var nok, så blev de samtidig gjort opmærksomme på endnu en kritisk situation: En medarbejder med et brækket ben sad fast i toppen af en fem meter høj silo.
Hver af disse hændelser krævede øjeblikkelig indsats, og holdlederne stod over for svære beslutninger om, hvordan mandskabet bedst kunne fordeles for at redde liv og begrænse skader.
Sådanne komplekse og uforudsigelige indsatser stiller store krav til brandmændenes færdigheder og samarbejde. Derfor deltager alle brandfolk i Danmark årligt i mindst 12 vedligeholdelsesøvelser, hvor de træner redning, brandbekæmpelse og håndtering af nødsituationer. Hver øvelse varer to timer, hvilket samlet giver 24 timers efter- og videreuddannelse om året. Fire af øvelserne fastsættes af Beredskabsstyrelsen, mens de resterende otte planlægges lokalt for at matche de specifikke udfordringer, brandfolkene kan møde.
De øvelser sikrer, at brandmændene er fortrolige med deres materiel og metoder, så de er klar til at håndtere selv de mest komplekse og krævende situationer.



