Der venter en stor oplevelse for FC Sønderborgs Sofia, når hun i næste uge trækker i støvlerne til DBUs U14-samling i Fredericia. Den talentfulde spiller, der til daglig er en del af overbygningens U13-hold – og samtidig den eneste pige i FC Sønderborg – er nemlig udtaget til samlingen, hvor 22 af områdets bedste piger skal i aktion.
DBUs U14-samling hører under talentområde 2, der dækker Midtjylland, Sydjylland og Fyn, skriver FC Sønderborg. Det betyder, at Sofia får mulighed for at måle sig med spillere fra nogle af de stærkeste klubber i området – blandt andre FC Midtjylland, Silkeborg IF, Varde IF, Kolding IF, OB og Haderslev.
På pigesiden er strukturen anderledes end hos drengene. Hvor drengene starter længere nede i rækkerne og først senere møder licensklubberne, er licensklubberne med fra begyndelsen hos pigerne. Derfor er niveauet højt allerede fra start.
”Vi er utrolig stolte af Sofia og den udvikling, hun har vist. At blive udtaget til DBU’s U14-samling, hvor hun skal træne og spille med nogle af områdets bedste piger, er en kæmpe anerkendelse. Det viser, at det hårde arbejde, hun lægger i sin træning, bærer frugt. For os som klub er det også et vigtigt signal om, at vi kan være med, når det gælder talentudvikling – også på pigesiden. Vi arbejder på tværs af køn, når det giver mening i spillernes udvikling, og Sofia er et godt eksempel på, at det kan skabe flotte resultater. Hun er en stor inspiration for både sine holdkammerater og hele klubben”, siger FC Sønderborgs sportschef, Erik Nielsen.
For Sofia bliver samlingen en chance for at vise sig frem i et stærkt felt – og samtidig et bevis på, at talentarbejdet i FC Sønderborg – også på pigesiden – kan skabe spillere, der matcher niveauet hos nogle af de største klubber i Danmark.


