Sundhedsudvalget har besluttet, at Sønderborg Kommune skal være en del af familiebehandlingsprogrammet ’Minding the Baby’, der har til formål at forebygge tilknytningsforstyrrelser samt adfærds- og indlæringsproblemer hos småbørn i udsatte familier.
Forskning viser, at jo tidligere man sætter ind, jo større er chancen for at forhindre problemer i at opstå eller udvikle sig. Derfor er Sønderborg Kommune fra årsskiftet med i ’Minding the Baby’, der bygger på en mentaliseringsbaseret tilgang og har dokumenteret effekt: Evalueringer viser, at børn, der er med i projektet, har tre til fire gange mindre risiko for at blive anbragt uden for hjemmet sammenlignet med eksisterende indsatser, skriver Sønderborg Kommune.
Det glæder formanden for Sundhedsudvalget, Didde Lauritzen:
”Med ”Minding the Baby” får vi mulighed for at styrke den tidlige og helhedsorienterede indsats for nogle af de mest sårbare småbørnsfamilier i Sønderborg Kommune. Vi bygger her videre på en forskningsbasereret indsats med gode erfaringer fra andre kommuner. Det er en investering i børns trivsel og tryghed, som vi ved virker”.
Målgruppen er forældre med behov for en længerevarende, specialiseret indsats for at skabe tryg tilknytning til deres barn, og forløbet starter i graviditeten og fortsætter til barnet er to år. Indsatsen varetages af et tværfagligt team bestående af sundhedsplejerske og familiekonsulent.
”Vi ved, at en tidlig indsats kan gøre en afgørende forskel for både børn og forældre. Tidlig indsats styrker børns sproglige, sociale og emotionelle kompetencer og reducerer negativ social arv. Med ”Minding the Baby” får vi et veldokumenteret redskab, der bygger på tværfagligt samarbejde og mentalisering – og som kan være med til at forebygge anbringelser. Det er både en pædagogisk og samfundsøkonomisk gevinst, hvor der er bekymring for barnets trivsel og risiko for anbringelse”, siger næstformand Bo Kleis Christensen.
Implementeringen støttes af Den A.P. Møllerske Støttefond, og Sønderborg Kommunes finansiering dækkes af mindreforbrug i Sundhedsudvalget i 2025.



