Sundhedsklynge Sønderjylland har sat gang i projektet Ulighed i Sundhed, som har til formål at udbrede tilbuddet om social sygepleje til særligt udsatte borgere i de sønderjyske kommuner. Sundhedsklyngen, som består af de fire sønderjyske kommuner, Region Syddanmark og patientforeninger, arbejder målrettet med projekter, der skal mindske ulighed og styrke det nære sundhedsvæsen.
I Sønderborg Kommune kobles projektet op på sundhedsrummet i Kirkens Korshær, som findes i borgernes nærmiljø og bygger på tillid og kendte relationer. Sundhedsrummet har vist sig som et effektivt sted til at nå borgere, der ellers har været vanskelige at engagere i sundhedstilbud.
”Sundhedsrum i Kirkens Korshærs, hvor socialt udsatte borgere får adgang til sundhedsfremmende tilbud – herunder tandpleje, rådgivning og støtte – har en tydelig effekt. Det bliver en indgang til generel sundhed og trivsel for nogle af de mest udsatte borgere. Det er et konkret skridt mod mere lighed i sundhed, siger sundhedsudvalgsformand Didde Lauritzen i en pressemeddelelse.
”Samarbejdet med Kirkens Korshær er et stærkt eksempel på, hvordan civilsamfund og kommune sammen kan skabe trygge rammer for sundhed. Det er netop denne form for tværgående indsats, som Sundhedsklynge Sønderjylland har til formål at fremme. Det er vigtigt for os, fordi vi på den måde hjælper socialt udsatte borgere adgang til nødvendige sundhedstilbud”, siger næstformand Bo Kleis Christensen.
Med sundhedsreformen nedlægges Sundhedsklynge Sønderjylland ved udgangen af 2025, men samarbejdet føres videre via sundhedsrådene fra 2026.


