Talk om torsdagen handler næste torsdag om en anden forståelse af forståelse med Hans Gammeltoft-Hansen og Claus Münchow – og samtalen finder sted på biblioteket i MultiKulturhuset fra klokken 17 til klokken 19.
Du kan købe billet på bibliotekets hjemmeside.
Hvad vil det egentlig sige at forstå? Og hvordan kan vi være sikre på, at vores erkendelse af virkeligheden holder?
Når professor emeritus og tidligere Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, inviterer lektor og forfatter Claus Münchow til samtale, bliver det til en snak, der bevæger sig helt ud i erkendelsens grænseland. Sammen undersøger de, hvad det vil sige at forstå, og hvordan Niels Bohrs tænkning og videnskabens paradokser kan kaste nyt lys over bevidsthed, virkelighed og vores måde at begribe verden på., skriver biblioteket.
Med afsæt i bøgerne, En anden forståelse af forståelse og Arven efter Niels Bohr, kredser samtalen om selvreference, komplementaritet og om menneskets vilkår som iagttagere af den verden, hvoraf vi selv er en del.
“TALKS om torsdagen handler om at skabe samtaler, der går bag om den hurtige mening og inviterer os til at tænke sammen – på tværs af fag, erfaringer og verdensbilleder. Det er netop dér, erkendelse og forståelse får dybde, hvilket Hans og Claus kommer til at være et strålende eksempel på”, siger stadsbibliotekar Carsten Dalgas og fortsætter:
“Biblioteket skal være et sted, hvor ideer mødes, og hvor vi kan udfordre hinanden i en åben og nysgerrig samtale. Det er faktisk dét TALKS om torsdagen handler om”.
I en tid, hvor information findes overalt, bliver det vigtigere end nogensinde at finde de stemmer, der taler ud fra viden, indsigt og substans, og det er en af bibliotekernes fineste opgaver at give disse stemmer plads.

