På søndag byder Ringriderfesten på det traditionsrige Internationale Tattoo Show i Sydjysk Sparekasse Skansen og publikum kan se frem til en storslået aften med musik, show og internationale musikere fra flere europæiske lande.
Siden 2022 har arrangementet været indendørs i Sydjysk Sparekasse Skansen, hvor rammerne giver optimale betingelser for både musikere og publikum. Her kan publikum nyde de imponerende musikopvisninger uanset vejret og opleve et show, hvor lyd, lys og præcision går op i en højere enhed, skriver Ringriderfesten.
Årets program byder på flere end 250 medvirkende musikere, sangere og dansere som tilsammen skaber en oplevelse af internationale dimensioner.
På programmet er Military Orchestra of the 8th Chernihiv Training Center of the State Special Transport Service of the Ministry of Defense of Ukraine – med majorettes, Tveit Union Musikkorps, Tamarco Show and Marchingband, Århus Brass Band, Sønderborg Garden, Sønderborg Pipes and Drums og Sønderborg Musikskole.
Som noget helt særligt får publikum også mulighed for at opleve Hugo Almeida fra Sønderborg, der tidligere på året vandt X Factor. Han bliver uden tvivl et af aftenens store højdepunkter.
Derudover medvirker Christoffer Brodersen, som er kendt for sin evne til at skabe nærvær og musikalsk stemning.
Tattooshowet begynder klokken 20 og der sælges billetter via Billetsalg.dk



