To mænd dømt til flere år i fængsel for narko og våben

To mænd dømt til flere år i fængsel for narko og våben
Foto · af: Bo Bach Jensen
112

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

To mænd på 24 og 32 år, begge med bopæl i Sønderborg Kommune, blev tirsdag ved Retten i Sønderborg idømt henholdsvis otte år samt tre år og seks måneders fængsel i en sag om handel med narkotika og ulovlig våbenbesiddelse.

Den 32-årige, der er polsk statsborger, fik desuden en advarsel om udvisning, skriver Anklagemyndigheden.

Den 24-årige blev dømt for at have været i besiddelse af i alt to kilo amfetamin, hvoraf de 697 gram blev fundet af politiet ved en ransagning på hans bopæl den i november. Han blev derudover dømt for ulovlig besiddelse af fire haglgeværer og en pistol med henblik på videresalg i et kriminelt miljø.

Den 32-årige blev alene dømt for at have solgt og været i besiddelse af ca. 500 gram amfetamin samt for at have været i besiddelse af skydevåben i forbindelse med prøveskydning sammen med den 24-årige.

Anholdt i november

De to personer blev anholdt den 5. og 6. november i henholdsvis Nordborg og Esbjerg, og har været varetægtsfængslet frem til retsmødet.

De tiltalte har nægtet sig skyldige og har udbedt sig betænkningstid i forhold til anke.

En tredje person i sagen, en 44-årig kvinde fra Esbjerg, blev kendt skyldig i medvirken i salg af narkotika, dels i kraft af, at hun havde udsendt tilbudslister via den krypterede kommunikationstjeneste Telegram, dels fordi hun havde opbevaret amfetamin og hash på adressen i Esbjerg, men hun blev frifundet for besiddelse af et gevær og en pistol, som den 24-årige havde taget med til adressen i Esbjerg, hvor han blev anholdt.

Der blev ved retsmødet ikke fastsat en sanktion for kvinden, fordi hun først skal mentalundersøges.

Læs også...  Sigtet for narkokørsel

GÅET GLIP AF .. ?