Mandag besøgte økonomiminister Stephanie Lose Dalsmark Plejehjem i Rinkenæs sammen med Venstres borgmesterkandidat i Sønderborg, Jimmy Simonsen, og lokale byrådskandidater fra Venstre.
“Det var dejligt at opleve det store engagement og den varme følelse af hjem og værdighed, som møder os i det øjeblik vi træder indenfor på Dalsmark. Det styrker bare min og Venstres opfattelse af at ældreområdet i Sønderborg Kommune skal prioriteres, styrkes og afbureaukratiseres i den kommende byrådsperiode. Ældreplejen bør tage udgangspunkt i det enkelte menneske – ikke i systemet. Vi skal frisætte vores plejehjem og give både beboere og personale mere frihed og ansvar”, siger Jimmy Simonsen i en pressemeddelelse.
Ministerbesøget satte fokus på værdighed, faglighed og det frie valg i ældreplejen – som er en vigtig mærkesag for Venstre i Sønderborg Kommune.
“Dalsmark viser vejen for, hvordan man kan skabe hjem – ikke institutioner. Den værdighed og livsglæde skal være normen, ikke undtagelsen”, siger Stephanie Lose.
Dalsmark Plejehjem er kendt for sin personlige og værdibårne tilgang til pleje, baseret på diakonale værdier og en stærk faglighed. Netop denne tilgang ønsker Venstre at udbrede – og understøtte politisk – i hele Sønderborg Kommune.
Efter besøget deltog Stephanie Lose, regionsformand Bo Libergren og Venstres hold af kandidater i en uddelingsaktion foran Borgen, hvor det blev til mange gode samtaler mellem borgere, minister, regionsformand og kandidaterne om ældrepleje, fornyelse i Sønderborg byråd og fremtidens Sønderborg.


