Den 30-årige Phillip Kjær Luscombe, som bor på Nørrebro i København, stiller op som mulig folketingskandidat for Venstre og i løbet af marts måned, skal de lokale medlemmer tage stilling til, om han skal have deres stemme, så det bliver ham, der skal på valgplakaterne.
“Han er kredsens kandidat og i lokalforeningen har vi haft en proces, hvor vi har talt med en række mulige kandidater. Vi nåede frem til, at Phillip Kjær Luscombe er det bedste bud”, siger Jesper Axelsen, der er formand for kommuneforeningen, til Nært & Nyt.
Han siger videre, at andre er velkomne til at stille op til kandidatvalget, som finder sted i løbet af marts måned.
“Jeg håber rigtigt meget på et kampvalg, så partimedlemmer er velkomne til at melde sig som kandidater”.
Phillip Kjær Luscombe har de seneste fire år været ansat i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma Rasmussen Global i forskellige stillinger. Det seneste års tid har han været ansvarlig for forsvarsområdet.
Nært & Nyt spurgte Jesper Axelsen, om det ikke vil være bedre for Venstre i Sønderborg og for os, der bor her, at det er en lokal, som bor og har sit liv i Sønderborg-området, der bliver valgt til Folketinget.
“Jeg tror ikke, at det med det lokale, betyder alverden”, siger han.
Folketingsmedlem er ikke helt enig
”Dengang jeg blev folketingskandidat, var det en kilden sag, at det skulle være en socialdemokrat fra Sønderborgområdet og jeg kan ikke forestille mig andet end at stille op, hvor jeg bor”, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Benny Engelbrecht til Nært & Nyt.
”Jeg synes, det er vigtigt at kende dna’et i den egn, man stiller op for, at man ved hvem de forskellige personer er. Og så skal man vide, hvad der betyder noget. Selvfølgelig kan man lære det, men det er allligevel noget andet at repræsentere sit eget lokalområde”, siger han.
Benny Engelbrecht blev valgt som folketingskandidat i 2006 og ved valget i november 2007 fik han en plads på Christiansborg, hvor han har været siden.
I 1990 flyttede han til Sønderborg, hvor han har boet siden og han har haft en række job indenfor kommunikation og marketing – blandt andet som afdelingsleder i AOF Syd og marketingchef i Danimex Communication A/S. Han har desuden været studievært på Radio Sønderborg og haft sin egen musikbutik.
Borgmesteren vægter også lokalkendskabet
“Hvis Socialdemokratiet skulle ud og finde en ny folketingskandidat, så ville vi uden tvivl finde en der har rødder her. Og for mig som borgmester ville det have stor betydning, at vores mand på Christiansborg ved, hvad der rører sig i Sønderborgområdet”, siger Erik Lauritzen til Nært & Nyt.
“Jeg tror også, det betyder noget for lokalbefolkningen, at der er en herfra på Christiansborg”.


