Hos Nova Data i Sønderborg vil de gerne hjælpe dig godt videre, når dit Windows 10 bliver udfaset.
”Vi inviterer til gratis rådgivning hver onsdag i september fra kl. 10.00 – 12.00. Over en kop kaffe eller te kan vi tage en snak om dine muligheder, og hvad der er den bedste løsning for dig”, siger Nova Datas ejer, Kenan Hansen til Nært & Nyt.
Microsoft har annonceret, at Windows 10 ikke længere vil blive opdateret efter den 14. oktober. Det betyder, at din computer stadig kan bruges, men den bliver sårbar over for sikkerhedsrisici, fordi der ikke længere udsendes sikkerhedsopdateringer, fejlrettelser eller teknisk support.
Når en computer ikke længere får sikkerhedsopdateringer, bliver den et oplagt mål for hackere, virus og malware. Samtidig kan du opleve, at programmer, banker og offentlige tjenester gradvist stopper med at understøtte Windows 10. Det kan gøre hverdagen både mere usikker og mere besværlig.

