Evrim Kilic er igen blandt kunsterne i WoodSculpture og det er femte gang hun laver en skulptur, som skal stå et sted i Sønderborg Kommune – og denne gang er det Egernsund Borgerforening, der skal have hendes skulptur stående et sted, hvor den kan ses af flest muligt.
Ud over, at Evrim Kilic har været her for at lave skulpturer, så har hun i de seneste år besøgt Sønderborg nogle gange og hun håber ikke, det er sidste gang hun skal med i WoodSculpture på Slotskajen.
“Jeg rejser rundt til træsymposier i hele verden, fordi det er vigtigt for mig at møde andre kunstnere og så er det helt specielt at lave skulpturer ude i det fri, mens folk kommer forbi og ser på”, siger Evrim Kilic til Nært & Nyt.
“Der er en indtægt, når jeg er med i WoodSculpture og andre træsymposier, men hovedindtægten tjener jeg hjemme i mit atelier i Istanbul, hvor jeg laver skulpturer til gallerier og til samlere”, siger hun.
Evrim Kilic er uddannet fra kunstakademiet med speciale i skulptur ved Mimar Sinan Universitetet i Istanbul. Derefter flyttede hun til Italien, hvor hun tog en kandidatgrad i skulptur fra kunstakademiet i Carrara.
I dag bor og arbejder hun i Istanbul
.


