Forvaltningen har lavet en helhedsplan for Havnbjergområdet og den er et led i den kommende kommuneplanrevision. Den understøtter en samlet og bæredygtig udvikling af området. Planen har naturen og landskabet som gennemgående greb og tirsdag blev den lagt på bordet i Teknik, By og Boligudvalget.
”Det er jo en meget overordnet og visionær plan, der gerne skulle gøre Havnbjergområdet endnu mere attraktivt og være med til at stoppe befolkningstilbagegangen på Nordals”, siger Venstres udvalgsmedlem, Tage Petersen, til nært & Nyt.
”Nu skal det først ind i en kommuneplan, før der kan ske noget, og til den tid er det vigtigt at få en god dialog med de berørte lodsejere, så der ikke bliver trukket noget ned over hovedet på dem”.
Kristian Beuschau fra Socialdemokratiet siger til Nært & Nyt:
”Nu kan vi præsentere et ambitiøst forslag til en helhedsplan for Havnbjerg, der skal danne grundlag for områdets fremtidige udvikling med fokus på natur, klimatilpasning og sammenhængende byrum”.
”Planen bygger videre på tidligere strategier og visioner og har særligt fokus på at bringe vandet og naturen tilbage i landskabet – som ramme for nye boligområder, grønne forbindelser og attraktive rekreative tilbud”, siger han.


