Sønderborg Håndbold inviterer til Bierfest i Ulkebøl Hallen lørdag den 31. oktober. Festen starter kl. 13.00 og slutter kl. 20.00, og Tip Top Duo sørger for alle de klassiske hits, som hører sig til en rigtig Bierfest.
Billetten indeholder naturligvis en klassisk Wienerschnitzel med tilbehør og der vil være rig lejlighed for at købe drikkevarer.
”Vi håber virkelig at der vil være opbakning til Bierfesten i Sønderborg. Vi har lagt os i selen for at skabe en fest i topklasse og Tip Top Duo er garant for festlig stemning”, siger initiativtager bag Bierfesten Marck Jensen i en pressemeddelele.
”Når vi ser i hele det sønderjyske område og ser hvor stor opbakning der er til Bierfesterne rundt omkring, håber vi på, at der også er grobund for en Bierfest her i Sønderborg. Vi er ikke ude på at tage deltagere fra de andre fester, men håber der er plads til en Bierfest i Sønderborg by”, fortsætter Marck Jensen
Det er Sønderborg Håndbold der står bag festen og overskuddet fra festen vil gå direkte til ungdomsarbejdet i klubben.
”Vi oplever stor tilgang til vores ungdomshold i Sønderborg Håndbold, hvor vi bl.a. ser flere spillere fra udlandet, søger imod vores klub. Det er super positivt, og derfor håber vi at Bierfesten kan være med til at give en økonomisk indsprøjtning til klubben, så vores træningstilbud kan udvikle sig i en positiv retning. Så muligheden for at deltage i en super sjov fest, der samtidig støtter et godt formål – det er da Win Win”, siger Marck Jensen
Billetter kan købes via Sønderborg Håndbolds facebookside, eller direkte på Billetto.


