Når de fire deltidsbrandmænd Daniel, Ole, Nico og Morten drog til Berlin for at deltage i Berliner Firefighter Stairrun, var det ikke kun for at udfordre sig selv og hinanden, men i lige så høj grad på grund af det fællesskab, der findes blandt brandfolk rundt om i både Danmark og resten af Europa.
Jeg er blevet inviteret med for at følge de fire brandfolk på turen til Berlin og komme helt tæt på oplevelsen, skriver Nært & NYts fotograf, Bo Bach Jensen.
Turen startede fredag formiddag ved 11-tiden med afgang fra brandstationen i Sønderborg med Park Inn på Alexander Platz som mål. Beredskab Sønderborg bakkede op omkring brandfolkenes projekt ved at stille en ni-personers VW minibus til rådighed. Det blev til en knap syv timer lang tur ned gennem Tyskland med et par stop hist og pist for at “tanke” strøm på bussen.
Stemningen i bussen var en blanding af “fire knægte på tur” og en forventningens glæde. Samtalerne drejede sig det ene øjeblik om dybt faglige emner omkring brandmateriel, for i det næste øjeblik at svinge over i fællessang i bussen og små drillerier hinanden imellem.
Man fornemmede tydeligt, at det her ikke bare er fire brandmænd på tur. Det er fire gutter, der har “solgt deres sjæl” til brandmandslivet. Nogle af dem er endda brandmænd på flere stationer, alt efter om de er på arbejde i en anden by eller hjemme i Sønderborg.
Ole og Daniel er nærmest det, man kan kalde veteranerne. De var allerede med til Stairrun sidste år og tog turen på lidt over 12 minutter. Nico og Morten er de nye – i år er første gang, de deltager. Alle fire har brugt mange aftener og weekender på at træne op til turen. Udover almindelig fitness mødes de flere gange om ugen for, iført fuld udrustning, for at træne trappeløb.
Vel ankommet til Berlin ventede der en god nats søvn, inden det lørdag gik løs med trappeløbet.
Lørdag formiddag summede hele Alexanderplatz af liv. Hvor end man kiggede hen, var der fyldt med brandfolk fra hele Europa. Der var slået boder op med alt muligt. Nogle af boderne solgte små souvenirs, mens andre fremviste noget af det nyeste og bedste gear til brandfolk.
Klokken er omkring halv ti, da tre af gutterne dukkede op som aftalt. Den fjerde, Daniel, havde sengen åbenbart så fast et greb om, at han måtte kæmpe lidt længere med at slippe fri af den.
De fire Sønderborg-brandmænd skulle først løbe hen over middag, så de havde rigeligt tid til at gå på jagt i boderne efter nye minder, de kan tage med sig hjem. Efter en hurtig tur rundt mellem boderne satte de kursen hen mod en bod lidt udenfor startområdet, hvor en flok sjællandske brandfolk havde slået sig ned. Det var gamle bekendte af brandfolkene, så der var lidt, der skulle snakkes igennem.
Tiden løber som bekendt hurtigt, når man er i godt selskab, og pludselig var det Team Apex, bestående af Daniel og Ole, der stod for tur. Daniel har tidligere holdt fast i, at de forventede at kunne tage turen op ad trapperne på ti minutter – det kan jeg så godt afsløre, at det holdt ikke helt.
Det tog Team Apex 11:15 at bestige de 770 trappetrin.
Morten og Nico, der tilsammen udgør Team Fly & Fastland, startede ti minutter efter de to andre og endte med en tid på 12:44.
Jeg kan også godt afsløre, at fotografen her ikke er i “brandmandsform”. Så jeg tog elevatoren op til målområdet på udsigtsplatformen i 120 meters højde. Heroppe “flød” der med brandfolk, der havde kæmpet sig vej op ad de 770 trin. Nogle så mere friske ud end andre. Pludselig var der uro henne ved døren ud til taget. To tjekkiske brandfolk var netop ankommet, og den ene af dem har det virkelig ikke godt.
Den tjekkiske brandmand kæmpede en brav kamp med at få luft. Han var nået langt ud over sin udmattelsesgrænse, og fra hans iltflaske lyøden hyletone, der fortalte at han var ved at løbe tør for luft. Det er næsten som om masken fysisk modarbejdede hans forsøg på at få den af, og det var tydeligt, at han blev mere og mere desperat. Endelig lykkedes det at få masken af. En tililende Røde Kors-samarit tilså den svækkede brandmand og vurderede, at han nok skal komme sig.
Da jeg igen mødes med de fire Sønderborggutter på toppen, var det en lettelse at se, at de havde det godt og faktisk nærmest såp ud, som om de kun lige havde været ude at gå en tur.
Ole fortalte, at han og Daniel kæmpede lidt undervejs. I starten havde Daniel travlt, og Ole kæmpede lidt med at følge med. Da de nåede trapperne, skiftede det – her var det pludselig Ole, der havde masser af energi, og Daniel der måtte kæmpe lidt.
De fire brandmænds indsats på trapperne står ikke alene.
“Vi havde ikke stået her uden den opbakning, vi har fået. Der er mange, der har bakket op om det her – blandt andet Lotek, Viking og Alphagear – og det betyder virkelig meget for os”, fortæller Daniel.
Flaget og de mange hilsner som brandfokkene havde med til tops
For de fire handler det ikke kun om tid og placering. De løber også for noget andet. For nogen.
Med sig havde de et flag, der var dækket af hilsner og personlige budskaber fra kollegaerne på stationen i Sønderborg og fra brandfolk over hele landet. Det var et flag med en mission: At sætte fokus på ensomhed og tage et fælles opgør mod mobning.
De bar flaget med de mange ord hele vejen op gennem de 770 trappetrin. Trin for trin.
Daniel forklarer her, hvorfor det betød så meget for dem:
“Det her er ikke bare et løb. Det er for dem, der er blevet valgt fra igen og igen, og for dem, der har siddet alene og ikke vidst, hvad de skulle gøre”.
For Daniel handler det også om at turde tale om de ting, der gør ondt, også i en verden af “hårde” mænd og kvinder.
“Vi løber ind til brande til hverdag, men det her er en anden slags kamp, og den skal vi også tage. Hvis bare én person læser det og mærker det bare en lille smule, så er det det hele værd.”
For alle fire brandmænd, var det en kæmpe sejr at have gennemført løbet
“
