Torsdag skal håndværkere i gang med at bygge ud hos Café & Restaurant Friends i Nordborg og det skyldes, at Cuma Aslan har fået en ny forretningsidé.
“Vi skal have en isbutik i forbindelse med bygningen her på hjørnet af Stationsvej og Storegade. Håndværkerne går i gang med at bygge og alt skal helst være klar til Nord-Als Musikfestival, hvor der kommer virkeligt mange mennesker til Nordborg”, siger restauratøren til Nært & Nyt.
De gæster, som besøger isbutikken, kan købe italiensk is, softice, kaffe to-go, og pandekager med is.
Når man vil have en forretning, så er beliggenheden meget afgørende for, hvor mange, der ser den.
“Og vi ligger lige midt i det hele. De mange familier, som skal i sommerhus i Købingsmark, kommer lige forbi og så er der alle turisterne fra resortet plus de mennesker som bor i Nordborg”, siger Cuma Aslan og tilføjer, at nu skal der gøres noget for, der er liv på Røde Plads.
Det går bedre end glimrende i Café & Restaurant Friends, fortæller Cuma Aslans medarbejder, Helle Schaloske:
“Adskillige af vores gæster booker bord til deres næste besøg, inden de går herfra og det ser jeg som et tegn på, de er tilfredse”, siger hun.



