Danske Ølentusiaster i Sønderborg uddeler på fredag Dansk Ølmærke til tre steder i Sønderborg der udmærker sig ved at gøre lidt ekstra for det gode og spændende øl.
Wohlenberg får Dansk Ølmærke for at deres brede og varierede udvalg af øl i butikken og de kan vejlede ved køb af øl til f.eks. mad. Derudover holdes smagninger igennem året hvor sæsonens øl eller udvalgte bryggerier præsenteres.
SKAAL tildeles Dansk Ølmærke for et stort og bredt udvalg af øl både på fad og i flasker og dåser. Derudover er det muligt at få stillet sulten med et passende måltid. Er du i tvivl om hvad du vil smage, så får du vejledning, og mulighed for en lille smagsprøve inden du træffer dit valg.
Fox and Hounds udmærker sig ved at være specialølsbar, hvor de gængse øltyper på fad suppleres med mere specielle øl fra alverdens lande, både på fad og flasker. Også her får du god vejledning i hvilke øl du kan vælge, og selvfølgelig er der også mad der passer til øllet. Der holdes også særlige smagninger med bryggerier.
Vi starter kl. 17:00 hos Wohlenberg, går videre til SKAAL hvor vi forventer at ankomme kl. 17:30 og slutter af hos Fox and Hounds omkring kl. 18:00. Er du nysgerrig, så kig forbi og følg med os på rundturen.
Foreningen i Sønderborg
Danske Ølentusiaster Lokalafdeling Sønderborg mødes 8-9 gange i løbet af året for at smage det gode øl. Vi holder smagninger med bryggerier, øl fra udvalgte lande, temasmagninger som øl og mad eller besøg fra ølbutikker eller barer der præsenterer deres udvalgte øl.
Skulle du fatte interesse for at smage det gode øl, så kig ind på ale.dk hvor du kan finde mere information og også se arrangementer i lokalafdelingen. Du kan også kontakte os på mail lokalafdeling.soenderborg@ale.dk.


