Stefan Lydal, formand for Social, Senior og Handicapudvalget, skriver:
Dorthe Mehlberg fra DanmarksDemokraterne fastholder i et svar på mit læserbrev en fremstilling af serviceniveauet, der ikke stemmer overens med virkeligheden.
Lad mig slå fast: Der har hele tiden været mulighed for varm mad efter kl. 15 for ældre borgere i eget hjem. Det er ikke en ny ordning, og det er ikke noget DanmarksDemokraterne har fået indført. Den praksis har eksisteret i årevis.
Den 14. august blev teksten i kvalitetsstandarden præciseret af forvaltningen – for at undgå misforståelser og sikre, at formuleringen matcher det serviceniveau, der allerede praktiseres. Serviceniveauet er således uændret – ellers kunne det ikke ske uden politisk godkendelse.
Jeg har ikke beskyldt nogen for at være respektløse i deres intentioner – men jeg har påpeget, at det er respektløst over for såvel borgerne som de medarbejdere, der i årevis har leveret varm mad efter kl. 15 at sprede et billede af, at kommunen ikke leverer den nødvendige omsorg. Det står jeg ved.
Jeg har desuden to gange bedt DanmarksDemokraterne om at komme med konkrete eksempler på borgere, der er blevet nægtet varm mad til aften – det har jeg endnu ikke fået svar på.
Jeg vil gerne samarbejde om at skabe bedre vilkår for de ældre – men det kræver, at vi starter med at anerkende det, der allerede fungerer.
Her kan du læse DanmarksDemokraternes indlæg: Danmarksdemokraterne er dybt forundret over Stefan Lydals beskyldninger


