Debat: Danmarksdemokraterne er dybt forundret over Stefan Lydals beskyldninger

Debat: Danmarksdemokraterne er dybt forundret over Stefan Lydals beskyldninger
Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Byrådskandidaterne Dorthe Mehlberg og Niels Benjamin Sørensen, Danmarksdemokraterne, skriver:

Det var med meget stor forbavselse, at vi den 19. august kunne læse Social, Senior og Handicapudvalgets formand, Stefan Lydal, fra Dansk Folkeparti påstå, at vi i Danmarksdemokraterne er respektløse overfor de ældre og de medarbejdere, der hver dag leverer omsorg for vores ældre. Intet kunne være mere forkert.

Vi har i Danmarksdemokraterne gjort opmærksom på det dybt uhensigtsmæssige i, at Sønderborg Kommunes kvalitetsstandarder for pleje og omsorg ikke inkluderede varm mad efter klokken 15.00. Efter vi 12. august gjorde opmærksom på dette, blev kommunens kvalitetsstandarder den 14. august ændret, således at der nu ikke er den samme tidsmæssige begrænsning. Ydermere betyder den nye kvalitetsstandard, at der nu heller ikke er begrænsninger på, hvor ofte der skal ryddes op. Det er vi selvsagt meget glade for i Danmarksdemokraterne.

Hvad vi derimod ikke er glade for i Danmarksdemokraterne er, at Stefan Lydal beskylder os for ikke at holde os til fakta. Vi har i Danmarksdemokraterne netop forholdt os til de fakta, som fremgår af Sønderborg Kommunes hjemmeside. Hvis Stefan Lydal således er utilfreds med indholdet i vores læserbreve, så bør han rette skytset mod Sønderborg Kommune, som står bag oplysningerne.

Ifølge tal fra FOA er udgifterne per ældre over 80 år fra 2023 til 2024 faldet med næsten fem procent, og Sønderborg Kommune ligger langt under landsgennemsnittet, når det kommer til udgifter brugt per ældre.

I Danmarksdemokraterne ønsker vi at få sat en stopper for besparelserne på vores ældre, og vi håber da, at Stefan Lydal kan bakke op om det. Vi er i hvert fald klar til at samarbejde om bedre vilkår for vores ældre.

Læs også...  Debat: Vi skal gøre mere for de højt begavede børn – ellers risikerer vi at miste dem
Politisk annonce
POLITISK REKLAME
Sponseret af Tage Petersen for Venstre
(Kommunalvalg 2025)

GÅET GLIP AF .. ?