Den første større valgdebat

Den første større valgdebat
Valgmøde hos Rotary. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 8 minutter

Mandag aften var der valgdebat på Hotel Sønderborg Strand og det var Rotary Sønderborg Syd, som var vært og de havde inviteret andre foreninger med til valgmødet, der blev styret af JydskeVestkystens lokalredaktør, Claus Rantzau Møller.

“Der er ikke længe til valget – en lille måned – og nu begynder det at spidse til. I får hver tre minutter til at fortælle lidt om Jer selv, Jeres parti og hvad I går til valg på”, sagde ordstyreren.

Det var spidskandidat Kim Bækdal Agerley fra Liberal Alliance, der lagde ud med at fortælle, at det er hans handicappede søn, som gjorde, at han ville ind i politik.

“Jeg vil arbejde for udvikling af støtten til udsatte børn og også udvikling af hele kommunen. Vi skal have en langsigtet plan og så skal vi have mere velfærd for de samme penge. Jeg mener også, at kommunens medarbejdere skal have mulighed for at bruge deres faglighed”, sagde han.

Jimmy Simonsen, som er borgmesterkandidat for Venstre fortalte, at Venstre er et parti, som søger indflydelse.

“Vi går til valg med et stærkt kandidathold og i Sønderborg Kommune er der stærke fællesskabet. Dem vil Venstre støtte og vi vil investere i daginstitutioner og frisætte folkeskolerne”, sagde Jimmy Simonsen.

“Venstre vil også tage ansvar for de ældre og også skabe vækst – holde fast i Sønderborg som en erhvervsvenlig kommune og vi vil bygge videre på ProjectZero-visionen”.

Politik skal handle om mennesker

Den næste i talerækken var Susanne Blegvad Posselt, der er spidskandidat for SF og hun sagde klart og tydeligt, at politik skal handle om mennesker.

“Politik skal ikke handle om regneark og vi vil arbejde for velfærden – i skoler og til de ældre – og kvalitet skabes af mennesker og ikke gennem måltal”, sagde Susanne Blegvad Posselt.

“Vi skal have stoppet muslingeskrab i Augustenborg Fjord, vi skal have sikret vores drikkevand og have en renere Flensborg Fjord og vi skal have bedre natur”, sagde hun og herefter var det borgmester Erik Lauritzen, der fik taletid.

“Jeg er glad for, at Socialdemokratiet stiller med et hold på 32 kandidater fra alle egne af kommunen og så er jeg stolt af den udvikling, som vi sammen har skabt i Sønderborg Kommune, hvor styrken er borgerne, som bor her”, sagde Erik Lauritzen og fortsatte:

“Vi står overfor store udfordringer med hele fem store reformer, så vi får nok at se til”.

Han rundede af med at sige, at erhvervslivet er i god gænge og det samme gælder handlen og turismen. De sidstnævnte har mærket, at der er åbnet til Nordborg Resort.

Solceller og færre almene boliger

Spidskandidat Jesper Højmark Esbensen fra Konservative sagde blandt andet, at Den Grønne Trepart skal rulles ud og derfor giver det menings at få styrket stadsarkitekten, som kan sikre, at solcellemarkerne bliver noget pænere at se på.

“Og vi skal have færre almene boliger, fordi de tiltrækker mennesker, som ikke kan ‘bære’ ret meget”, sagde han.

“Uddannelserne på SDU skal være behovsstyrede. For eksempel uddannes der mange flere software-ingeniører end der er brug for”.

Spidskandidat Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti har siddet i Byrådet gennem 12 år og han fortalte, at altid har arbejdet på at gøre en forskel gennem handling og ikke kun ord.

“Det har jeg gjort på ældreområdet, hvor der både er respekt og værdighed og det vil jeg forsætte med”, siger han og tilføjer, at det er hans mærkesag. Han vil også gøre sit for, at der kommer flere velfærdsuddannelser til kommunen.

“Og jeg vil arbejde for, at alle børn får en tryg opvækst – og jeg var med til at foreslå den kommende legeplads på Rønhaveplads”, sagde han og nævnte, at han ved, at i Sønderborg Kommune gør man tingene sammen.

Bor selv i almen bolig

Enhedslistens Johanna-Maria Precht fortalte, at hun bor i Stenbjergparken og tidligere har haft lejlighed i Nørager.

“Jeg bor godt og jeg har sympati for mennesker, der kommer udefra”, sagde Johanna-Maria Precht, der kom til landet fra Tyskland for 32 år siden.

“Vi er otte kandidater fra Enhedslisten og de syv er kvinder”, sagde hun og fortalte så, at hun blandt andet vil arbejde for en bedre offentlig trafik.

Vibeke Schou fra ‘Personlig Frihed, fortalte, at hun kan se sig selv i Børne- og Uddannelsesudvalget og tilføjede, at hun har hjemmeundervist sine fire børn.

Hun er også kostrådgiver og går ind for ansvar for egen sundhed. Hun er også kunstner og designer. Det passer ind i to udvalg mere.

“Når det gælder politik, så vil gerne have pengene tilbage til borgerne – vi betaler jo skat af dem tre til fire gange. Jeg går ind for genbrug og syr selv mit tøj. Jeg har tidligere arbejdet i modeindustrien og har set det enorme spild, der er. Vi skal stoppe spild og overforbrug, fordi det er skidt for miljøet”, sagde hun.

Vil  beskytte individet

Mikael Hertig fra Alternativet er uddannet cand. scient pol og har derfor en ret stor indsigt i bureaukratiet.

“Politik handler om substans, altså at kunne gennemskue tingene og se kernen og jeg vil beskytte individet mod tilfældige afgørelser i forvaltningerne”, sagde han.

Borgmesterkandidat Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti fortalte, at hun i denne valgperiode blandt andet har været med til at gøre lokalplan-processen mere effektiv.

“Og jeg vil gerne have en byrumsudvikling på en måde, så byerne fungerer”.

Preben Thorsen fra Moderaterne har tænkt på kommunens fødevarepolitik.

“Og jeg vil have restaurationsbranchen og landmændene med til at gøre den bedre, så vi sikrer gode, lokale fødevarer”, sagde han og fortalte, at han også vil gøre det lette for seniorer at gå på nedsat tid.

“Der snakkes meget om det, men det er ret få steder, hvor det er muligt”, sagde Preben Thorsen.

Børnefamilierne

Poul Harald Holm fra Kristendemokraterne kunne fortælle, at han vil have en familiepolitik.

“Vi vil rigtigt gerne trække flere børnefamilier til kommune og så er det oplagt med en familiepolitik”, sagde han.

“Og så skal vi styrke landdistriktsudvalgene, som er vigtige aktiver i den grønne omstilling”.

Hvordan kan vi det hele uden at ødelægge økonomien?

Ordstyrer Claus Rantzau Møller bad politikerne kort fortælle, hvordan vi kan sikre sundhed, folkeskoler og ældreområdet uden at ødelægge økonomien og her var Enhedslisten først i rækken:

“Kradser krisen, så hæv kommuneskatten. Man kan ikke skære i velfærd”.

Enkelte nævnte, der før har været krise og Byrådet skar ned på velfærdsområdet.

“Vi havde faktisk styr på økonomien, med der kom udfordringerne udefra”, sagde borgmester Erik Lauritzen.

Poul Harald Holm fra Kristendemokraterne mener, at frivillige skal mere på banen, fordi de har ressourcer til at hjælpe.

“Vi har ikke råd til at spare på velfærden, når der skal findes penge og frivillige skal ikke lave kommunalt arbejde”, sagde Susanne Blegvad Posselt fra SF.

Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti mener, der skal investeres:

“Børn skal trives, så de ikke lander i sagsbehandlingerne – og ældre skal trives. Derfor skal vi gøre brug af velfærdteknologi”, sagde hun og fortsatte:

“Vi skal trække uddannelser til – de vil også få de unge til at blive her og de vil gøre, at vores ufaglærte i hjemmeplejen bliver faglærte”.

Forebyggelse og tidlig indsats

“Vi skal forebygge mest muligt og så skal der være en tidlig indsats. Jo tidligere vi sætter ind jo bedre livskvalitet – og så sparer vi ressourcer”, sagde Stefan Lydal fra Dansk Folkeparti og tilføjede, at der skal sættes ind mod ensomhed, fordi den ødelægger mennesker.

“Derfor vil jeg arbejde for, at vi får en ‘Foreningsbus’, som kan køre ældre til Frivillighedens Hus”.

Mikal Hertig fra Alternativet sagde klart:

“Så lidt skrivebord som muligt og mere tillid til medarbejdere. Det virker i hjemmeplejens små teams”.

Vælge hvem der flytter hertil

“Vi skal undgå, at såkaldt ‘tunge’ borgere flytter hertil”, sagde Jesper Højmark Esbensen fra Konservative.

Jimmy Simonsen fra Venstre husker tydeligt, da han var med til at spare på børne og ældreområdet i starten af den her byrådsperiode.

“Der var ikke styr på tingene og derfor skal vi se på, hvordan vi sikrer, der kommer flere borgere, så der er flere til at betale skat”, sagde han.

Borgmesteren husker også tiden ned nedskæringer.

“Det at styre gennem en krise og så kunne føre en stor del af pengene tilbage igen, er ansvarligt”, sagde Erik Lauritzen.

“Og nu investerer vi i skolerne og ældreplejen og vi investerer i vores medarbejdere”.

Liberal Alliances Kim Bækdal Agerley sagde, at kun effektiviseringerne kan sikre fremtidens velfærd.

Stefan Lydal advarede mod effektiviseringer:

“Vi skal passe på med at spare på administrationen, fordi det kan betyde, at det vil kunne vare mere end fore måneder at få svar på, om man må bygge en carport”.

Og Preben Thorsen fra Moderaterne sagde, at på børneområdet gælder det om at forebygge, så de trives.

“Og frivillige vil gerne hjælpe”.

Læs også...  LGBTQ+ Sønderborg glæder sig over klinik for seksuel sundhed

GÅET GLIP AF .. ?