Fjernvarme på vej til Avnbøl, Ullerup og Blans

Fjernvarme på vej til Avnbøl, Ullerup og Blans
Foto: Sønderborg Varme. Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Natur, Klima og Miljøudvalget har nu godkendt Sønderborg Varmes projektforslaget om fjernvarme til Blans og Danish Crown. Dermed er vejen banet for, at borgerne i de tre byer kan koble sig på stabil fjernvarme i nærmeste fremtid.

”Vi er meget glade for, at projektet nu er godkendt. For os handler fjernvarme ikke kun om teknik og rør i jorden – det handler om fællesskab og om at sikre en stabil og bæredygtig varmeforsyning til både private hjem og virksomheder”, siger Erik Wolff, direktør i Sønderborg Varme, i en pressemeddelelse.

Fra beslutning til handling

Sønderborg Kommune har tidligere godkendt udrulningen af fjernvarme i Avnbøl og Ullerup og i løbet af efteråret åbner tilmeldingen til fjernvarme i alle tre byer. I den forbindelse inviterer Sønderborg Varme til informationsmøder, hvor borgerne kan høre mere om fjernvarmeprojektet, stille spørgsmål og høre mere om priserne for tilslutning af fjernvarme.

”Vi er nu så langt i forarbejdet, at vi kan sige vi kan tilbyde fjernvarme til de tre byer på lige så attraktive vilkår som i Nybøl og Vester Sottrup, hvor vi har oplevet stor opbakning fra borgerne. Det håber vi også, at forbrugerne i Avnbøl, Ullerup og Blans vil give fjernvarmen – for jo flere, der bakker op, desto stærkere står vi sammen”, siger Erik Wolff.

Stor lokal indsats

Samtidig sender Sønderborg Varme en særlig tak til den lokale initiativgruppe for Avnbøl, Ullerup og Blans, som med stort engagement har arbejdet for at få fjernvarmen til byerne.

”Vi skylder initiativgruppen en stor tak for deres vedholdende indsats. Det er en indsats, der har betydet, at vi nu kan tage næste skridt. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde i den kommende fase”, siger Erik Wolff.

Med fjernvarmeprojektet til Danish Crown og til byen Blans er endnu en vigtig brik på plads i Sønderborg Varmes arbejde for den grønne omstilling og stabil og konkurrencedygtig varmeforsyning til hele kommunen.

Det er allerede nu mulighed for at tilmelde sig nyhedsbrevet på Sønderborg Varmes hjemmeside og holde sig opdateret i forhold til kommende borgermøder med mere.

 

 

Læs også...  Tilflyttere inviteres til brunch

GÅET GLIP AF .. ?