I disse uger kan man være heldig at se den flotte store skallesluger svømme langs kysterne i Sønderborg Kommune. Undertiden med sine unger, som den kan bære på ryggen.
Det er ikke så almindeligt at se stor skallesluger i ynglesæsonen. Det kræver både viden og held at finde den smukke fugl. Ornitologisk Forening vurderer, at der kun er omkring 200 ynglepar i hele Danmark. Den sjældne ynglegæst ses mest omkring det sydøstlige Sjælland, i det sydøstlige Sønderjylland samt på Falster, Møn og Bornholm, skriver Ornitologisk forening for Als og Sundeved.
Historien om stor skallesluger er historien om at gøre en forskel for naturen. Tilbage i ’80erne var der kun omkring 15 – 20 ynglepar i Danmark og i 2007 blev der kun registreret 5 ynglende stor skallesluger i Sønderborg Kommune. Men en aktiv indsats for den sjældne fugl har ændret udviklingen.
I Sønderborg Kommune er der siden 2007 opsat nye redekasser til den store skallesluger. I 2020 var der opsat i alt 75 redekasser, som kontrolleres af OAS. Og den store skallesluger har hvert år haft ynglesucces i 20 – 30 af kasserne. I de øvrige kasser er det ikke ualmindeligt at finde natugler eller egern.
Stor skallesluger er hulrugende, dvs. at den gerne laver rede i gamle hule træer. Den lægger sine 7-12 æg i april/maj og begynder først at ruge, når alle æg er lagt. Æggene klækker samtidigt efter 30 dage, og ungerne forlader redekassen allerede efter kun 1-2 dage, hvor man kan se de små dunbolde frygtløst hoppe ud fra redekassen fra 5 – 8 meters højde.




