I dag, torsdag, er revydirektør Jeff Schjerlund og Lene Ebbesen i billetsalget på Sønderborg Teater for at sælge revybilletter med rabat og de er der frem til klokken 17.
“Vi har her i formiddag solgt 70 billetter til forpremiererne til Sønderborg Sommer Revy Show og det synes jeg er helt fint. Der kommer sikkert også en del og køber billege billetter i løbet af eftermiddagen”, siger Jeff Schjerlund til Nært & Nyt.
De revygæster, der kommer til forpremiererne ser ‘hele’ revyen.
“I forpremiererne er alle numre med og så bliver der skåret til inden premieren”, fortæller Lene Ebbesen, som har taget sig af sommerrevyens billetsalg gennem en del år.
Det er Syddesigns direktør, Kim Kjær Hansen, og Svend Aage Kjær, der har besluttet at donere et begrænset antal revybilletter til en helt særlig pris. Nemlig 50 billetter til hver af de eksklusive forpremierer den 20., 21. og 22. maj – til kun 300 kroner stykket!
”Det er en unik chance for at opleve revyen til en pris, der gør det muligt for alle at være med – uanset om du er pensionist, enlig mor, ung person eller bare en glad sparsommelig sønderjyde”, siger Jeff Schjerlund.


