Lørdag klokken 12 måtte der hænges valgplakater op og det blev der. Ved Kirketorvet i Sønderborg kom både folketingskandidater og partifæller med flere i god tid, så de var klar, da kirkeklokken slog 12.
De lokale kandidater, Benny Engelbrecht, Frederik Klakk og Susanne Blegvad Posselt, hængte selv en del af deres plakater op.
“Det er sjette gang, jeg stiller op til folketingsvalg, men jeg har hjulpet til ved alle valg siden 1993”, siger Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet til Nært & Nyt.
I modsætning til eksempelvis Frederik Klakk fra Liberal Alliance og Susanne Blegvad Posselt, så har Benny Engelbrecht masser af rutine, når det gælder valgkampe.
“Men det kan ikke lade sig gøre at køre en valgkamp på autopilot. Der skal en indsats til og her i landet er det heldigvis sådan, at vi – på tværs af partierne – ser hinanden som kolleger og vi taler pænt sammen. Både under valgkampe og på Christiansborg”, siger Benny Engelbrecht.
Vagdatoen er den 24. marts.



