Gymnasiesamarbejde om en status på demokratiet i USA

Gymnasiesamarbejde om en status på demokratiet i USA
Frokost ved langborde. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Hvordan har det amerikanske demokrati det i disse år – og hvad kan vi i Danmark lære af udviklingen?

Det var omdrejningspunktet for en fælles temadag, som for nylig samlede elever fra Statsskolen og Alssundgymnasiet i et fagligt og socialt samarbejde på tværs af gymnasieskolerne.

Temadagen var et fælles initiativ mellem de to gymnasier og involverede SA-EN-elever fra begge skoler. Formålet var at styrke elevernes faglige indsigt i demokrati og amerikanske samfundsforhold gennem fælles undervisning, dialog og samarbejde – samtidig med at der blev skabt nye relationer på tværs af klasser og skoler, skriver Alssundgymnasiet.

Dagen blev indledt med et fælles foredrag med Jørn Brøndal, tidligere elev fra Statsskolen og i dag blandt Danmarks førende eksperter i amerikansk historie samt leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

I foredraget tog Brøndal temperaturen på det amerikanske demokrati og satte aktuelle politiske udviklinger i USA i perspektiv – også med fokus på, hvilke erfaringer og refleksioner de kan give anledning til i en dansk demokratisk sammenhæng. Foredraget gav eleverne fra begge gymnasier et fælles fagligt afsæt for resten af dagen.

Efter foredraget samledes alle deltagere til fælles frokost i Festsalen, hvor der blev serveret en amerikanskinspireret menu. Frokosten blev spist ved langborde og gav eleverne mulighed for at tale sammen på kryds og tværs af klasser og skoler.

Efter frokost arbejdede eleverne i blandede grupper sammensat på tværs af både gymnasier og årgange. I en engelsksproget workshop blev deres sproglige kompetencer sat i spil gennem diskussioner af aktuelle politiske og samfundsmæssige problemstillinger med relation til USA, herunder blandt andet spørgsmål om ICE og Grønland.

Grupperne udvalgte selv et tema og arbejdede videre med at formulere et klart og overbevisende budskab. Som afslutning producerede eleverne korte SoMe-videoer, der formidlede deres pointer, og som blandt andet blev sendt direkte til nyvalgte medlemmer af Folketinget. På den måde fik eleverne mulighed for aktivt at bruge deres faglighed i en autentisk demokratisk sammenhæng.

Temadagen viste i praksis, hvordan samarbejde mellem Statsskolen og Alssundgymnasiet kan styrke både faglig fordybelse, demokratidannelse og fællesskab blandt eleverne.

Læs også...  Strikkefestivalen er i sigte

GÅET GLIP AF .. ?