Hanne Lund fra vandrehjemmet i Vollerup bliver 80 år

Hanne Lund fra vandrehjemmet i Vollerup bliver 80 år
Vandrehjemmet i Vollerup. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 4 minutter

Den 21. april bliver Hanne Lund fra Vollerup Vandrehjem 80 år og hun har været ejer af vandrehjemmet siden 1973.

“Als Husholdningsskole og vandrehjem havde været til salg i flere år og min far mente, at man skal eje og ikke forpagte, så min mand og jeg købte. Med i købet var Johanne Hansen og førstelærer Cecilie Kock, der havde fribolig frem til deres død. Som 27-årig stod jeg med et vandrehjem og året efter kom oliekrisen, så det var ikke den bedste tid. Hertil kom, at stedet var meget forsømt og træt”, siger Hanne Lund til Nært & Nyt.

Hanne Lund er uddannet lærer og hun tog job på Ahlmann-Skolen, så der kom penge i kassen. Ved siden af havde hun sin aftenskoleundervisning.

“Efterhånden som vi fik ryddet op, smidt ud, malet og repareret, så rygtedes det og antallet af skoler, der kom på besøg, blev fordoblet. I 1981 døde Johanne Jensen og det gjorde Hanne Lunds mand også også. Cecilie Kock kom på plejehjem.

“Efter min mands død læste jeg psykologi og var med til at danne en krisegruppe, der kun var kendt af politiet og praktiserende læger. Gruppen virkede indtil der kom et kvindekrisecenter”.

Med i turistforeningen

“I midten af ’80erne blev jeg formand for Augustenborg Turistforening og var med til at få Louis Nielsen til byen. Vi lavede også såkaldte rugekasser, købte huse og lejde dem billigt ud for at undgå butiksdød. Sammen med ringriderforeningen lavede vi havnefest. Vi arbejdede også for, at Augustenborgs borgere og Augustenborg Sygehus hørte sammen. Blandt andet fik vi lavet en H.C. Andersen-udstilling på slottet og vi holdt Skt. Hans i slotsparken”, siger Hanne Lund, der udover vandrehjemmet også havde en klinik med psykologisk rådgivning.

Hun var også med til at planlægge golfklubben, som fik golfbaner på Hertugernes Ridebane.

Det var vigtigt at få gæster til området.

“Og gæster kommer ikke for at købe overnatninger. De vil have oplevelser”.

Fandt sammen med Ole Ploug

12 år efter ægtemandens død mødte Hanne Lund og Ole Ploug hinanden og de blev gift i 1994. Ole Ploug var ansat på Sergentskolen og blev sendte til Bosnien, Kosovo og flere andre steder.

“Men i år 2000 tog han et sabbatår og samtidig blev mit barnebarn, Christian, færdiguddannet tømrer – og sammen med Hjortgaard byggede vi 10 feriehytter. Tidligere havde vi lavet 10 store værelser”, siger Hanne Lund, som hele tiden har forbedret sit vandrehjem.

I 2005 går Ole Ploug på pension og parret bestemmer sig for at bortforpagte vandrehjemmet. Det lykkedes at forpagte det ud til en kendt kok i 2009.

“Så vi troede, vi skulle være lykkelige pensionister. Ordrebogen var fyldt og der var mange penge i kassen, men til efteråret udeblev pagten. I februar brændte køkkenet og i april smed forpagteren nøglerne. I foråret 2010 var der rigtigt mange skoler, som havde booket plads, men forpagteren havde hævet alle pengene forud, så vi tog os pænt af dem alle – uden at få penge for det”, siger Hanne Lund.

Sønnen tog over

I starten af 2020 overtog Hanne Lunds søn, Jan, vandrehjemmet.

“Men om sommeren blev han ramt af to blodpropper i hjertet og er stadig mærket af det. Derfor tager jeg mig stadig af markedsføring og har kontakten til skoler og grupper. Jan og hans hustru klarer receptionen, restauranten og housekeeping”.

Hanne Lund runder af med at fortælle, hun har haft mange gode oplevelser gennem sine 53 år med vandrehjemmet.

“Og der har være prominente gæster. Anne Dorte Michelsen og Tøsedrengene, Daimi og Jytte Abildstrøm og så kom Ida Auken kørende hertil i ministerbil”.

Den 22. april – dagens efter fødselsdagen – rejser Hanne Lund og Ole Ploug til USA for at besøge deres amerikanske børn.

Hanne Lund. Privat foto

Læs også...  Kom og hør om du stadig er den perfekte bilist

GÅET GLIP AF .. ?