I dag, tirsdag, fik Jobcenter Sønderborg nyt navn og det blev markeret med afsløringen af et skilt med det nye navn og så holdt formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Jimmy Simonsen, en tale, hvor sløret blev løftet for, at der også kommer mærkbare forandringer for brugerne.
Stort set alle ansatte var ude på parkeringspladsen, der var flere samarbejdpartnere og fra Byrådet deltog – udover Jimmy Simonsen – Frederik Klakk, Jesper Smaling, Tom Hartvig Nielsen og Kjeld Stærk og de hørte, at fra nu af hedder Jobcenter Sønderborg i stedet JobSønderborg.
“Og JobSønderborg er et navn, som vi skal vænne os til og det er mere end bare et navn. Det er også en retning, en ny måde at tænke beskæftigelse på, en ny måde at møde mennesker på”, sagde Jimmy Simonsen.
“Et gode er, at vi nu har et råderum, så vi kan tilrettelægge vores indsats mere lokalt. Vores slogan bliver ‘Mindre system – Mere mening”.


