Kom ombord og se skonnerten Lilla Dan – du kan også tage med på en sejltur

Kom ombord og se skonnerten Lilla Dan – du kan også tage med på en sejltur
Du kan sejle tur med skonnerten Lilla Dan. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Skonnerten Lilla Dan ligger ved Slotskajen og i eftermiddag kan du komme ombord og se dig omkring – det er mellem klokken 15 og 16.

Du kan også gi’ dig selv en rigtig god oplevelse ved at tage med på en sejltur på et par timer.

“Der er mulighed for at lære at sætte sejl, prøve at styre eller blot nyde en kop kaffe eller et glas på dækket – og så er der rig mulighed for at tale med besætningen om skonnert-livet, prøve kræfter med at klatre i masten og gå på opdagelse på det gamle skoleskib”, siger skipper Stefan Viid Jørgensen til Nært & Nyt.

“Især her ved Sønderborg er det fantastisk at sejle. Bare fem minutter efter vi forlader kajen, kan vi slukke motoren og bruge sejl og vi sejler der, hvor vinden fører os hen, så alle ombord oplever den ro, der er, når man sejler med sejl”.

Du finder billetter ved at klikke her på Lilla Dan.

Lilla Dan er en tomastet topsejlskonnert bygget i 1951 i Svendborg på Ring Andersen Træskibsværft. Hun sejlede igennem 20 år som skole-og undervisningsskib fra Kogtved søfartsskole for J. Lauritzen og ejes stadig af rederiet. Trods navnet bærer Lilla Dan den karakteristiske røde Lauritzen farve.

“Lilla Dan er bevaringsværdigt og langt det meste træ er det originale. Der er ikke skiftet mange planker”, siger skipperen

Skibet drives til dagligt som charterskib og ligger i sommerhalvåret ved Admiral Kaj ud for Admiral Hotel i København.

Skibet kan chartres til alt fra forretningsmøder og teambuildingevents til bryllupper og familie-komsammen.

 

 

Læs også...  Der er dejligt travlt på Hotel Alsik

GÅET GLIP AF .. ?