Foreningen En god Jul for Alle har i forbindelse med Kreditbankens 100-års jubilæum fået 10.000 kroner og det var Susanne Hinze fra Kreditbanken, som overrakte pengene til Theodor Munck Knudsen og Bjarne Vejsnæs.
”Det er et virkeligt flot beløb, som vi er glade for”, siger Bjarne Vejsnæs fra En god Jul for Alle til Nært & Nyt. Han fortæller, at han bruger en del tid på at søge penge fra fonde.
”Og det går faktisk ret godt og det har hjulpet meget, der er mennesker i mit netværk, som fortæller om fonde, jeg slet ikke har hørt om”, siger han.
En god Jul for Alle hjælper økonomisk trængte familier med en donation til at holde jul for.


