Lørdag den 19. september står Universe i mysteriernes tegn, når oplevelsesparken inviterer til eventet Minispionerne. Dagen byder blandt andet på spionskole, mysteriejagt i parken og et særligt besøg af Kristian fra DR Ramasjang Mysteriet.
Små detektiver og deres familier kan lørdag den 19. september prøve kræfter med livet som spion, når Universe afholder Minispionerne, skriver Universe..
Gennem hele dagen bliver der mulighed for at gå på opdagelse i spionernes verden. I spionskolen kan børnene blandt andet lave deres egen hemmelige boks og skrive breve med usynlig tekst, mens en spionjagt rundt i parken udfordrer deltagerne til at finde spor og løse mysteriet om de forsvundne bogstaver.
Dagens hovednavn er Kristian fra DR Ramasjang-mysteriet, som gæster Science-scenen med sit nye show. Her er Kristian havnet midt i et nyt mysterium: Hans kat er forsvundet, og han har brug for hjælp fra publikum til at finde frem til den skyldige.
Undervejs skal børn og voksne blandt andet undersøge spor, sammenligne fingeraftryk og forsøge at afsløre, hvem der står bag kattens forsvinden. Showet kombinerer mysteriet med musik og kendte sange fra tv-programmet.
Minispionerne er en del af Universes arbejde med at skabe oplevelser, hvor leg, nysgerrighed og læring går hånd i hånd. Her bliver observationsevne, logik og kreativ problemløsning sat i spil gennem aktiviteter, som børnene selv kan deltage aktivt i.
Program
Kl. 10.00: Parken åbner
Kl. 10.00–17.00: Spionskole med hemmelige bokse og breve med usynlig tekst
Kl. 10.00–17.00: Spionjagt og mysteriet om de forsvundne bogstaver
Kl. 14.30–15.15: Kristian fra Ramasjang Mysteriet på Science Scenen
Kl. 17.00: Parken lukker


