Byrådsmedlemmerne Vivi Brit Nielsen og Tage Petersen, Venstre, skriver:
Det her er en tankevækkende historie fra det virkelige liv, omkring en oplevelse for en borger fra Sønderborg.
Klokken er 21.
En fagperson taler i telefon med en læge. Begge vil det rigtige. Begge forsøger at møde hinanden ordentligt. Stemmerne er rolige – men tydelige. Fagligheder mødes. Systemer taler. Ansvar afgrænses.
Og alligevel når de ikke hinanden.
For midt i samtalen står et menneske. Et menneske, der tidligere på dagen er blevet indlagt efter en alvorlig overdosis. Et menneske, der nu ønsker at forlade hospitalet.
Og dér opstår det spørgsmål, vi ikke længere kan undgå:
Hvornår er et valg egentlig frit?
For ja – selvbestemmelse er en grundsten i vores samfund. Den skal vi beskytte. Men hvad gør vi, når et menneske er så forpint, så belastet, så langt ude, at evnen til reelt at vælge er svækket?
Er det så stadig et frit valg – eller er det et menneske, der har brug for, at nogen bliver?
Bliver lidt længere.
Ser lidt dybere.
Spørger én gang til.
For bag et nej er der ofte en grund.
Og nogle gange er den grund, at man ikke føler sig mødt.
Ikke føler sig forstået.
Ikke føler sig set som menneske – men som en sag.
Det er her, det gør ondt.
For samtidig ser vi et andet mønster:
Ansvar, der stopper.
Ét sted i systemet afsluttes en indsats. Et andet sted forventes det, at nogen tager over. Men i virkeligheden sker der noget andet:
Nogen griber.
Mennesker i civilsamfundet. På herberger. I organisationer som Kirkens Korshær.
De står der. De tager imod. De bliver i relationen.
Men de har ikke de nødvendige muligheder.
For når et menneske er så psykisk sygt og forpint, kræver det behandling. Det kræver sundhedsfaglige indsatser. Det kræver rammer, som ligger uden for deres område og ansvar.
Og så opstår tomrummet alligevel.
For dem, der gerne vil gribe, kan ikke gøre det fuldt ud.
Og dem, der har mulighederne, er der ikke længere.
Tilbage står et menneske.
Det er ikke værdigt.
Ikke for det menneske, det handler om.
Ikke for de medarbejdere og frivillige, der gør alt, hvad de kan.
Og ikke for et samfund, der burde kunne gøre det bedre.
Så hvad er svaret?
Vi skal turde tænke anderledes.
Vi skal gøre op med søjletænkningen – hvor ansvar opdeles, og hvor mennesker, der ikke passer ind i vores kasser, risikerer at falde imellem.
Vi skal skabe reelle, forpligtende samarbejder mellem sektorer – hvor ansvaret ikke slipper, før det faktisk er grebet.
Vi skal turde arbejde mere fleksibelt – også når virkeligheden ikke passer ind i vores rammer.
Og vi skal insistere på relationen.
På nysgerrigheden.
På at forstå, før vi afslutter.
På at blive, når det er sværest.
Der vil altid være behov for rammer, men vi skal kunne møde mennesket, hvor det er, og tage hensyn til den enkeltes livssituation. Værdighed og valgfrihed skal gå forud for systemets kasser.
