Byrådsmedlem Susanne Blegvad Posselt, SF, skriver:
De nye PISA-resultater bekymrer mig.
Danske 15-årige klarer sig dårligere i læsning, matematik og naturfag end tidligere. Det faglige niveau er nu det laveste, der er målt i Danmarks PISA-historie.
PISA er ikke hele sandheden om folkeskolen. Det ved jeg godt. En test kan ikke måle alt det, en god skole også skal kunne. Trivsel, fællesskab, nysgerrighed og lysten til at lære betyder også noget. Men vi kan ikke bare se bort fra resultaterne, når udviklingen er så tydelig.
Jeg har været lærer i mange år og arbejder også som læsevejleder. Derfor bekymrer udviklingen i læsning mig særligt. For læsning handler ikke kun om dansk. De første skoleår lærer børnene at læse. Senere skal de i langt højere grad læse for at lære. Hvis læsningen er svær, bliver det også sværere at forstå en opgave i matematik, en tekst i naturfag eller tilegne sig viden i historie.
Men PISA-resultaterne handler ikke kun om læsning. Også i matematik og naturfag går det den forkerte vej. Derfor skal vi se bredere på de grundlæggende faglige færdigheder.
Og faglige huller har det desværre med at vokse, hvis vi ikke får gjort noget ved dem.
Her synes jeg, vi skal have langt mere blik for mellemtrinnet.
I indskolingen har vi naturligt meget fokus på den første læsning og de grundlæggende færdigheder. Men 4., 5. og 6. klasse er nogle helt afgørende år. Her bliver teksterne sværere, matematikken mere kompleks, og i naturfagene møder børnene flere begreber og sammenhænge, som de skal kunne forstå og arbejde med.
Det er her, børnene for alvor skal begynde at bruge de grundlæggende færdigheder til at lære nyt. De skal ikke bare kunne læse, men forstå det, de læser. De skal ikke bare kunne regne, men bruge matematikken til at løse problemer. Og de skal kunne undersøge, stille spørgsmål og forstå sammenhænge i naturfagene.
Det er også her, faglige huller kan begynde at vokse. Har man ikke fået ordentligt fat i de grundlæggende færdigheder, bliver det sværere og sværere at følge med, efterhånden som kravene stiger.
Derfor skal vi ikke vente til udskolingen med at reagere. På mellemtrinnet skal der være mulighed for at arbejde i mindre grupper, give målrettet hjælp og være to lærere omkring en klasse, når der er behov for det.
Det handler ikke om endnu et projekt. Det handler om at gribe børnene, mens vi stadig kan nå at gøre en stor forskel.
Men så er vi også nødt til at tale om, hvad der er sket med lærerressourcerne.
Også her i Sønderborg.
Siden 2016 er elevtallet i Sønderborg Kommune faldet med 17,8 procent. Men antallet af lærerårsværk er faldet med hele 26,2 procent. Det betyder ifølge Sønderborg Lærerkreds, at der i dag er mere end 11 procent flere elever pr. lærer end for ti år siden.
Selvfølgelig betyder det noget.
Når jeg står i en klasse, skal jeg ikke bare undervise dem, der følger fint med. Jeg skal også opdage den elev, der ikke helt har forstået det, vi læser. Den elev, der er begyndt at få huller i matematikken. Den stille elev, der ikke selv beder om hjælp. Og samtidig skal der være tid til den elev, der er langt fremme og har brug for at blive udfordret.
Det kræver tid. Og det kræver lærere.
Samtidig har vi bedt folkeskolen om mere og mere. Den skal løfte fagligheden, sikre trivsel, inkludere flere børn og løse mange forskellige udfordringer. Det er vigtige opgaver, men vi er nødt til at spørge os selv, om vi har givet skolerne ordentlige muligheder for at løse dem.
Vi skal også turde diskutere digitaliseringen. Digitale redskaber kan noget, og selvfølgelig skal de være en del af en moderne folkeskole. Men de kan ikke erstatte en dygtig lærer, en bog mellem hænderne, samtalen om en tekst, træning og gentagelse.
Og måske skal vi igen øve os lidt mere i at holde fast. Læse den lange tekst. Regne opgaven færdig. Skrive selv. Undersøge og være nysgerrig. Fordybe os. Også når det bliver svært eller lidt kedeligt.
For det er også en del af det at lære.
Og så er der uligheden. For bag gennemsnittet gemmer der sig også store forskelle mellem børnene.
Folkeskolen skal netop være det sted, hvor et barns muligheder ikke afgøres af, hvor mange bøger der står hjemme på reolen, eller hvor meget tid og overskud forældrene har til at hjælpe.
Det er noget af det vigtigste ved vores fælles folkeskole.
Derfor håber jeg heller ikke, at svaret på PISA bliver endnu en stor reform med nye krav, nye systemer og nye projekter.
Måske skulle vi denne gang begynde et andet sted.
Har lærerne tid til at forberede god undervisning? Er der uddannede lærere nok omkring børnene? Sætter vi hurtigt nok ind, når et barn begynder at få problemer? Er der mulighed for at dele en klasse eller være to lærere, når der er brug for det? Og giver vi børnene den ro og tid til fordybelse, som læring kræver?
PISA er ikke hele sandheden om folkeskolen, men resultaterne er et alvorligt signal, som vi ikke skal bortforklare.
Vi ved godt, at dygtige lærere og god undervisning gør en forskel. Vi ved også, at det er vigtigt at gribe børnene tidligt, inden de faglige huller bliver for store.
Så måske handler det ikke om at finde på noget helt nyt.
Måske handler det i højere grad om at give folkeskolen mulighed for at gøre det, vi allerede ved virker.
Det kræver, at vi prioriterer folkeskolen. Også når budgetterne skal lægges.
For hvis vi mener det, når vi siger, at alle børn skal have mulighed for at blive så dygtige, som de kan, så skal der også følge handling med ordene.
