Midt i juni er musikfestival på Strandhjem

Midt i juni er musikfestival på Strandhjem
Festival på Strandhjem. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Torsdag den 19. juni fra kl. 15.00 til kl. 19.30 arrangerer det psykiatriske botilbud Strandhjem i Brunsnæs igen en musikfestival for psykisk syge.

Musikfestivalen er et tilbud til psykisk syge fra botilbud, bofællesskaber, væresteder og egne hjem i Sønderjylland, skriver Strandhjem.

Festivalen henvender sig til en målgruppe, som kan have det svært med at benytte sig af de ordinære koncerttilbud i området. Udover, at give gæsterne en god musikoplevelse i trygge rammer, er målet med festivalen også at styrke fællesskabet indenfor socialpsykiatrien i det sønderjyske.

Festivalen arrangeres med støtte fra fonde og lokale virksomheder. Vi har i år modtaget økonomisk støtte fra Linak, Lions Club Broager-Gråsten og Bobbyfestival.

I år er det byrådspolitiker og bestyrelsesmedlem på Strandhjem, Charlotte Riis Engelbrecht, der byder velkommen på festivalen. Vi har også inviteret Byrådet i Sønderborg Kommune til festivalen, fordi vi tænker, det kunne være inspirerende for vores lokalpolitikere at se og opleve, hvordan vi kan gøre lidt ekstra for at give vores sårbare borgere en god musikoplevelse i et trygt fællesskab. Vores erfaring er også, at det betyder noget for vores borgere, at politikere viser dem interesse.

Igen i år kan festivaldeltagerne glæde sig til at høre masser af god musik fra scenen. I år har vi valgt at booke to nye navne, og vi glæder os meget til at høre lidt nyt musik fra scenen.

Først er det den lokale duo The Skalde-Pans der spiller, og de vil åbne festivalen med alsidig populærmusik. Derefter er det gensyn med bandet Dreamers and Believers fra Vejle på scenen. De spiller rock- irsk- og countrymusik. De spillede på Strandhjem Musikfestival sidste år, og de gjorde det så godt, at de har de fået genvalg i år. Det erfarne lokale band, Solid Sound, fra Sønderborg, slutter årets festival af. De spiller de største pop- og rock-hits fra 1960’erne og frem til i dag, så det skulle være noget for enhver smag og enhver alder.

Vi håber igen i år at se mange festivalgæster, som vil høre god musik og opleve hygge og fællesskab. Personale, beboere og frivillige på Strandhjem er klar til at sørge for at skabe rammerne for en dejlig musik eftermiddag og aften. Som altid, så sørger Strandhjem for at der kan købes mad, drikke og kaffe i festivalteltet.

Læs også...  Riggelsen & Steen spiller Forårskoncert
Politisk annonce – Enhedslisten
POLITISK REKLAME
Sponseret af Enhedslisten
(Kommunalvalg 2025)

GÅET GLIP AF .. ?