Sønderborg Kommune går i foråret i gang med at forlænge Nybøl Nor Stien, så den bliver to kilometer længere. Det er helt konkret er det stykket mellem Egernsund og Gråsten, der forbindes. Det gøres ved at stien kommer til at gå over Egernsundbroen, gennem Ulsnæs, langs Gråsten Havnefront til Marina Fiskenæs.
Samtidig bliver skiltningen på den gamle strækning forbedret. Det nye stiforløb er klar til sommer, skriver Sønderborg Kommune.
Derudover mangler det sidste stykke på tre kilometer mellem Marina Fiskenæs og Adsbøl at blive lagt. Sønderborg Kommune afventer tilladelse fra Kystdirektoratet, inden anlægsarbejdet kan gå i gang. Når hele stien er anlagt, så er den på i alt 20 kilometer og går hele vejen rundt om Nybøl Nor.
Sønderborg Kommune har sat 1,3 millioner kroner af til projektet, og derudover har kommunen fået tilsagn om et tilskud på en halv million fra Danmarks Naturstier.


