Nu kan der uddannes pædagogiske assistenter i Sønderborg

Nu kan der uddannes pædagogiske assistenter i Sønderborg
Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

SOSU Syd og Sønderborg Kommune åbner for en unik mulighed for at uddanne sig til pædagogisk assistent i Sønderborg. Det er en særlig tilrettelagt uddannelse målrettet det pædagogiske arbejde på social- og handicapområdet.

Det skriver Sønderborg Kommune.

Erfaringer og den demografiske udvikling viser, at der er brug for at kunne rekruttere faglærte medarbejdere for fortsat at kunne understøtte mennesker på social- og handicapområdet i deres hverdag og muligheder for at leve et selvstændigt liv. Derfor åbner uddannelsen som pædagogisk assistent målrettet voksenhandicapområdet som det første sted i det sønderjyske. Uddannelsen er tilrettelagt, så den kobler teori og praksis tæt sammen. Eleverne arbejder med virkelige borgersituationer fra start og bliver en del af den hverdag, de senere skal arbejde i. Samtidig øver de sig i at omsætte deres faglighed i praksis.

Uddannelsen starter i efteråret med hold 1, og hold 2 starter i februar 2027. Det er ambitionen at optage 20 elever på hvert hold.

”Vi ser ind i en udvikling, hvor det kræver stærke faglige og relationelle kompetencer at skabe gode løsninger sammen med borgerne. Jeg er særlig stolt af det samarbejde, vi har med SOSU-Syd, der giver os muligheden for en ny uddannelse lokalt. Vi kan uddanne medarbejdere tæt på borgernes hverdag, så flere oplever at blive mødt af medarbejdere, der tager udgangspunkt i borgernes egne ønsker, ressourcer og det, der er vigtigt i deres liv”, siger Stefan Lydal, formand for Social, Senior og Handicapudvalget.

Også næstformanden, Vivi Brit Nielsen, ser uddannelsen som vigtig for både borgere og området:

”Når vi uddanner lokalt, gør vi det lettere for borgere i Sønderborg Kommune at tage en uddannelse tæt på, der hvor de har deres levede liv. Det betyder også, at flere kan vælge at blive i området. For mange bliver det et sted, hvor man kan udvikle sig fagligt – og slå rødder”.

Sønderborg Kommune udvikler uddannelsen sammen med SOSU Syd, hvor fokus er på helhed og inddragelse af borgerens egne ressourcer og ønsker.

”Vi ved, at det betyder meget for vores elever at kunne tage deres uddannelse tæt på deres hjem og samtidig opleve en tydelig sammenhæng mellem teori og praksis. Med en PA-uddannelse, der målretter sig mod det voksne specialiserede område, har vi lyttet til, hvad der bliver efterspurgt i praksis. Derfor er det også interessant for os at være med til at udvikle et uddannelsestilbud, der kobler mulighederne i en lokal forankring. Den lokale forankring gør, at undervisning og praksis hænger tæt sammen, så eleverne bliver godt rustet til den virkelighed, de møder”, siger Lotte Dalegaard Pedersen, direktør for SOSU Syd.

Initiativet bygger videre på gode erfaringer fra partnerskabet med SOSU Syd om Social- og Sundhedsassistentuddannelsen med særligt fokus på DigiTech; en lokal uddannelse på Campus Ahlmann, der siden opstart tilbyder optag på uddannelse to gange årligt. Endvidere er muligheden for at tage Grundforløb 1 også flyttet til Campus Ahlmann. Partnerskabet har været med til at igangsætte flere tiltrækningsindsatser og sammenhængen mellem uddannelse og praksis er styrket.

Læs også...  Ungdomskortet vender tilbage

GÅET GLIP AF .. ?