Tirsdag eftermiddag havde Byrådet sat scenen til den årlige Nytårskur og det var igen i Café Alsion. Pigekoret kom og sang og der blev budt på bobler og kransekage. Gæsterne kom fra erhvervslivet, ledelsen i foreningslivet, uddannelsesstederne og også fra Byrådet og fra kommunens forvaltninger.
Borgmester Erik Lauritzen var den første, som fik ordet og han lagde i sin tale ud med at takke det afgåede byråd for den indsats, der er ydet gennem de seneste fire år.
“Og der er et godt udgangspunkt for det nye byråd”, sagde borgmesteren og fortsatte:
“Vores erhvervsliv har det godt og vi ligger nummer syv i DIs erhvervsvenlighedsmåling og så har vi nået de 75 procent i CO2-reduktioner, som vi skulle nå. Det skyldes et stærkt samarbejde mellem ProjectZero, virksomheder, uddannelser, kommune og borgere”.
Antallet af studerende og uddannelser på SDU er vokset.
“Derfor er EASV flyttet ind i det tidligere VUC på Løkken og så skal Alsion også udvides. Hertil kommer, at vi skal have flere studieboliger. Byggeriet af 550 studieboliger går snart i gang og der er flere projekter i støbeskeen og jeg forventer at boligproblemerne for studerende er løst om få år”, sagde borgmesteren.
Turister er også velkomne
I 2025 åbnede Nordborg Resort, som er et af de kommunale fyrtårnsprojekter.
“Og allerede fra start blev resortet, som er bygget af LINAK og BMC-fonden, et nyt trækplaster for både turister og lokale, der også fik set pieren. Resortet har bidraget væsentligt til de 131.000 overnatninger, der var i stigningen i 2025 sammenlignet med året inden. En vækst på 10 procent og Sønderborg Kommune er en af de kommuner, som er vækstet mest i antallet af overnatninger”, sagde Erik Lauritzen.
“Resortet har givet mere liv i butikkerne i Nordborg og der er flere, som vil bo på Nordals. I Havnbjerg kommer der en ny Rema 1000 og der skal bygges flere boliger. I Augustenborg skal en stor arkitektkonkurrence bane vejen for Hertugernes Augustenborg og der er gang i restaureringen af bevaringsværdige og fredede bygninger i slotsbyen. I Gråsten er der taget spadestik til boliger på Politigrunden og der er taget spadestik ved Ulsnæscentret”
Borgmesteren rundede sin tale af med at takke erhvervslivet:
“Vi står generelt stærkt i Sønderborg Kommune og det gør vi, fordi vi er stærke til at arbejde sammen. Tak til erhvervslivet for samarbejdet. I er en afgørende drivkraft for vækst, innovation og arbejdspladser. Når vi står sammen – kommune, virksomheder og organisationer – skaber vi resultater, der når langt ud over kommunegrænsen”.
SDU-rektor lod slipset ligge hjemme
Rektor Jens Ringsmose fra SDU var inviteret med til nytårskuren for at fortælle lidt om, hvordan det står til i SDU.
“Jeg lagde mærke til, at borgmesteren har slips på. Det har jeg så ikke. Der var nemlig en gang, hvor jeg som kandidatstuderende skulle holde min første forelæsning og jeg var ret nervøs. Jeg spurgte en af professorerne om han havde et godt tip, som kunne gøre mig mere sikker – og først havde han det ikke. Men så rådede han mig til at tage et slips på”, sagde Jens Ringsmose.
“2025 har været et virkeligt godt år for SDU i Sønderborg og i 2028 forventer vi at have 2500 til 3000 studerende her og det er topkvalificerede studerende fra hele EU. Vores forskningsmiljøer udvikler sig flot og vi tiltrækker forskere af høj kaliber”.
“Samarbejdet med erhvervslivet vokser også og det viser, vi er relevante. Og det er vigtigt, fordi de mange studerende, som kommer hertil, de skal jo ud i virksomhederne i Sønderborg og resten af Danmark og også gerne bliver her”, sagde Jens Ringsmose.
Nu starter tilløbet til DGIs Landsstævne
Sidste taler ved Byrådets Nytårskur var formanden for DGI Sønderjylland, Hanne Lene Haugaard, der fortalte lidt om det store landsstævne, som kommer til Sønderborg.
“Nu skal vi gang med tilløbet og i 2028 kan vi holde en slags generalprøve for så er det 100 år siden, der var stævne på Kongeskansen i Dybbøl”, sagde Hanne Lene Haugaard og takkede for, at Sønderborg havde søgt om at blive værtsby for Landsstævnet i 2029.
“Landsstævnet er en fantastisk mulighed for at sætte Sønderborg på landskortet og det er en begivenhed, som tiltrækker tusindevis af mennesker i alle aldre”.



