Fredag var dagen med Kultur- og Idrætsnatten, hvor et væld af foreninger havde deres stande i Sønder Havnegade og hele vejen til Hotel Alsik – og selvfølgelig også på Slotskajen og indenfor i Sønderborg Slot.
Overalt viste foreningslivet, hvad de har at byde på – og de politiske partier havde også deres stande, så de kunne fortælle Kulturnattens gæster, hvor de skal sætte deres kryds den 18. november.
Brobyggerprisen
Integrationsrådet har i år nomineret tre kandidater til Brobyggerprisen – og på Kulturnatten blev prisen overrakt.
Alssund Børnehus er nomineret for at være en arbejdsplads, der åbner dørene for mennesker med forskellige baggrunde. Med tryghed og støtte hjælper de mennesker godt på vej ind på det danske arbejdsmarked.
Kvindegruppen ved Røde Kors er nomineret for at være et unikt samlingspunkt for kvinder og børn med minoritetsbaggrund. Kvindegruppen giver deltagerne viden om det danske samfund og skaber stærke netværk, der styrker kvindernes muligheder for at blive en aktiv del af lokalsamfundet og opnå større selvstændighed.
Frelsens Hær Sønderborg er nomineret for at skabe et fællesskab, hvor alle er velkomne uanset baggrund. Her mødes mennesker i øjenhøjde og deltager side om side med mennesker af dansk oprindelse – med lige adgang til støtte og samvær, og et trygt sted at høre til.
Prisen gik til Kvindegruppen ved Røde Kors.
“Jeg ser prisen som en stor anerkendelse for vores frivillige arbejde for kvinder og børn. Vi laver forskellige aktiviteter og vi laver mad og spiser sammen. Vi tager også en del faglige emner op og inddrager altid deltagerne i planlægningen”, siger formand Iman Kayed til Nært & Nyt.



