Sønderborg Ungdomsskole arrangerer igen den alkoholfri Sidste Skoledag for afgangseleverne fra 9. og 10. klasse og tirsdag aften havde Ungdomsskolen inviteret to repræsentanter fra hver årgang fra de forskellige skoler.
De 36 elever er nu Sidste Skoledag-ambassadører og får alle nyheder først, skriver Ungdomsskolen.
Ambassadørerne var med til at brainstorme på, hvilke aktiviteter der skal foregå, hvilke former for mad og drikke man skal kunne købe. Sidst, men ikke mindst skal ambassadørerne nu hjem på deres skoler, hvor klassekammeraterne skal stemme på de kunstnere, der skal optræde på Sidste Skoledag.
Et super konstruktivt møde og de unge inddrages fra start til slut i hele processen.
“Om en stor fælles afslutningsfest for skoleleverne er en god idé, ja, der taler tilmeldingerne helt for sig selv. Flere end 800 unge har købt billet og der kom flere ved indgangen”, sagde ungdomsskoleleder Ole Nordentoft til Nært & Nyt ved den seneste afslutningsfest.
“Stort set alle elever ville med og de fejrer sidste skoledag på en måde, så både de og deres forældre er trygge – og det er et brag af en fest, som de altid vil huske”.



