Sænker priserne i børnehaver og for dagpleje

Sænker priserne i børnehaver og for dagpleje
Foto · af: Sønderborg Kommune

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Forældre i Sønderborg Kommune kan se frem til lavere betaling for dagtilbud samtidig med at der ansættes flere pædagogiske medarbejdere. Børn, Skole og Familie-udvalget foreslår at sænke forældrebetalingen i børnehaver og dagplejer fra 25 procent til 21,3 procent fra 1. maj, skriver kommunen.

”Vi har høj kvalitet i dagtilbuddene med en af landets højeste normeringer og en høj andel uddannede pædagoger. Og det styrker vi endnu mere med flere pædagoger. Samtidig kan vi – med pengene fra Finansloven – sænke forældrebetalingen, som mange familier vil kunne mærke direkte i deres privatøkonomi. Høj kvalitet og lav pris skaber samlet set gode rammer for børnefamilier lokalt og gør Sønderborg Kommune til et attraktivt sted at bo”, siger udvalgsformand Jesper Smaling.

Forældrebetalingsandelen i vuggestue fastholdes på 19,6 procent, fordi Sønderborg Kommune i forvejen har en meget lav takst på vuggestueområdet, som er langt den billigste pris i hele Sønderjylland.

I Finansloven er det også besluttet, at pædagogiske ledere fra 2027 ikke længere tæller med i minimumsnormeringerne. Samtidig får kommunerne penge til at sikre fortsat kvalitet i dagtilbuddene, og det betyder, at Sønderborg Kommune kan ansætte yderligere 22 fuldtids-pædagoger.

”Når pædagogiske ledere ikke længere indgår i normeringerne, er det afgørende, at vi bruger pengene klogt. Med det her forslag får vi flere pædagogiske medarbejdere, som betyder mere tid og nærvær til det enkelte barn. Det styrker både børnenes trivsel og den pædagogiske kvalitet i hverdagen. Det giver samtidig bedre rammer for det pædagogiske arbejde og mere tid til samtaler med forældrene”, siger næstformand Susanne Blegvad Posselt.

Læs også...  Oplev forfatteren Pernille Schou - køb din billet når du kommer

GÅET GLIP AF .. ?