Seks dage med fællesskab, stolthed og mangfoldighed

Seks dage med fællesskab, stolthed og mangfoldighed
Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Sønderborg Pride Week er tilbage for femte gang, når Sønderborg i den kommende uge fyldes med film, debat, drag, kreativitet, fællesskab, fest og ikke mindst den traditionsrige Pride Parade.

Årets slogan er Be You. Be Proud. Be Together – et budskab om at turde være sig selv, være stolt af den, man er, og samtidig stå sammen om et fællesskab, hvor der er plads til alle.

Forperson for LGBTQ+ Sønderborg, Niels Christian Aahøj Bech, glæder sig til endnu en Pride Week:

“Vi glæder os enormt meget til at byde velkommen til den femte Sønderborg Pride Week. Med sloganet ‘Be You. Be Proud. Be Together.’ ønsker vi at samle fællesskabet og skabe rum, hvor alle LGBTQ+ personer kan være stolte af dem selv og den, de er. Man skal have lov til at være den person, man er – og samtidig vide, at man ikke står alene”, siger han i en pressemeddelelse.

Seks dage med noget for alle

Sønderborg Pride Week byder på et bredt program, der spænder fra samtaler og film til kreativ udfoldelse, drag, fællesspisning og fest.

Ugen skydes i gang mandag, hvor der blandt andet er Pride Event på Sønderborg Bibliotek om at være ung, seksuel trivsel og modet til at være sig selv. Om aftenen er der Pride-premiere på filmen Alle Guds Farver i Kinorama Sønderborg.

Tirsdag fortsætter programmet med både en kreativ Pride-eftermiddag og debatten Fra ung til gammel – LGBTQ+ livet i Sønderjylland/Sønderborg, hvor unge, LGBTQ+ personer på arbejdspladsen og de ældre generationer sættes på dagsordenen.

Onsdag står i dragens tegn med Pride Dragingo – She Serves Numbers, hvor publikum kan opleve dragshows, underholdning, overraskelser og bingo i en festlig Pride-ramme. Der er meget gode præmier på højkant som et ur, og flybillet tur/ retur Sønderborg – København

Torsdag inviteres der til Pride Dinner 2026 på Café Stjernen, mens fredagen byder på Pride Grill med hyggeligt samvær, mad, drikkevarer og Pride-stemning. Tilmelding skal ske via forenings mail lgbtq@lgbtqsonderborg.info eller på Facebook senest tirsdag.

Pride Parade gennem Sønderborg

Ugen kulminerer lørdag den 22. august, hvor Sønderborg Pride Parade 2026 går gennem byen.

Paraden starter kl. 12.00 ved Rytterstatuen ved Sønderborg Slot, og deltagerne opfordres til at møde op senest kl. 11.20. Kl. 13.15 når paraden i Kongevejsparken, hvor der bliver efterfest med mad og drikke, merchandise, fællesskab og hyggeligt samvær.

“Pride er både en fest og en vigtig påmindelse om, at mangfoldighed skal have plads. Vi håber, at rigtig mange vil gå med i paraden – uanset om man selv er LGBTQ+, er allieret, ven, familie eller bare ønsker at bakke op om retten til at være sig selv”, siger Niels Christian Aahøj Bech.

Et fællesskab for hele Sønderborg

Sønderborg Pride Week er skabt som en åben og inkluderende uge, hvor alle er velkomne. Programmet henvender sig til forskellige aldre og interesser, men fælles for arrangementerne er ønsket om at skabe synlighed, dialog og fællesskab omkring LGBTQ+.

Be You. Be Proud. Be Together er derfor mere end et slogan. Det er invitationen til at stå sammen om et Sønderborg, hvor mennesker kan leve frit, være sig selv og føle sig som en del af fællesskabet.

Læs også...  Action og store oplevelser i Humlehøj-hallerne

GÅET GLIP AF .. ?