Af frivillig kulturanmelder, Nanna Kastrup
At ankomme foran Sergenten bød på noget af en oplevelse! Et menneskehav uden lige mødte en. Der var tæt pakket mellem de forskellige telte, som skabte en fin sti med forskellige smagsoplevelser for både store og små.
Lige fra lokale råvarer og specialiteter til fødevarer-brands. Alle med det til fælles, at man ved, at kvalitet, ærlighed og gode råvarer er afsættet for det, man smagte.
På den kulinariske vandretur kunne man blandt andet smage lækker bouillabaisse og røget laks fra Havets Perle, som i dagens anledning havde inviteret Calvisius på besøg med yderst velsmagende kaviar, smage frisk frugt fra to lokale avlere, Hestehave og Stevninggaard, nyde friskbagt brød med mel fra Skærtoft Mølle, olivenolie fra Rosario, smage Beef Jerky fra Kjø, nyde oste fra det lokale mejeri. Naturmælk og fra Arla Unika, pølser fra Højer og meget mere.
Virkelig en smags-ekskursion gennem alverdens lækkerier fra både det salte og det søde køkken, med pizzaer over bål, smagsprøver på kvalitets-is og chokolade og meget mere til.
Og hvis man ønskede en frokost-oplevelse, så kunne man blandt andet også købe skønne sandwich fra Ulle’s Deli fra Aabenraa, fiskeretter fra Havets Perle og meget mere til! Alt sammen friskt, nylavet og bare yderst lækkert.
Wauw for en oplevelse af hele eventet bag Smach.
Et fantastisk fokus på det Sønderjyske køkken og smagene her – og med en flot, stor lokal opbakning.
Flere end 4.000 fik oplevelsen med og det bliver spændende at se, om lige så mange eller flere tropper op næste år.




